Smukfest bringer nordjyder sammen
Alberte Andersen, Rikke Vittrup og Anne Malmmose føler, at de er blevet for gamle til Nibe Festival, og derfor går turen i år til Skanderborg Festival.
Sommerens festivaler er samlingspunkt for nordjyske efterskoleelever.
Selvom regnen siler ned over Skanderborg, er der masser af liv på Camp Kærlighed. Her bor de tre efterskoleveninder, Alberte Andersen, Rikke Vittrup og Anne Malmmose, som mødte hinanden på Himmerlandscentrets Idrætsefterskole.
De har - som mange andre - søgt tilflugt fra regnen på Café Fritten. Her spiller de kort og drikker rødvin fra plastickrus. Det er Rikkes første gang på Smukfest, mens Alberte og Anne gentager sidste års succes.
- At tage på festival er en rigtig god måde at mødes på. Man har tid til at få snakket, og man møder masser af nye venner, siger Anna Malmmose fra Hadsund.
Det er for mange efterskolekammerater en tradition at mødes på årets festivaler. Mens masser af nordjyder drager mod Skalskoven i Nibe, vælger andre at køre de ekstra kilometer og besøge Skanderborg Festival. De tre veninder har været på Nibe Festival to gange sammen, men de føler, at de er ved at være for gamle til Den Lille Fede, og i år er turen altså gået til Smukfest.
- Vi kommer mest for selskabet og mindre for musikken. Faktisk er det dagene inden, festivalen rigtigt begynder, der er de fedeste. Her er for eksempel ølbowling og musik på campen, siger Alberte Andersen fra Aalborg.
De tre veninder glæder sig mest til at høre Rihanna og Johnny Deluxe. Planerne for dagen er allerede lagt:
- Vi skal drikke os fulde, griner pigerne og skåler.