Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Smitten stiger: 800 nordjyder har fået corona den seneste uge

Den seneste uge er det gået den gale vej med coronasmitten i Nordjylland. Lørdagens tal viser, at Region Nordjylland har et incidenstal på 135,8, hvilket er et godt stykke over landsgennemsnittet på 125,6 - og langt fra Region Syd, hvor incidenstallet lige nu ligger på 71,7.

Nye tal viser, at Region Nordjylland er den region, hvor smitten lige nu er højest målt på incidenstal - kun overgået af Region Hovedstaden.

Den seneste uge er det gået den gale vej med coronasmitten i Nordjylland. Lørdagens tal viser, at Region Nordjylland har et incidenstal på 135,8, hvilket er et godt stykke over landsgennemsnittet på 125,6 - og langt fra Region Syd, hvor incidenstallet lige nu ligger på 71,7.

Til gengæld er antallet af personer, der er smittet med corona i Nordjylland, ikke højt sammenlignet med resten af landet.

800 nordjyder er registreret som testet positiv, mens der i hovedstaden er registreret 3284 personer, der inden for den seneste uge har fået corona. Alene i Aalborg er 496 testet positiv.

Incidenstallet er en beregning i forhold til pr 100.000 indbyggere, hvorfor det alligevel kan lade sig gøre at placere Nordjylland på en kedelig topplacering.

Og ser man på kortet fra Statens Seruminstitut, så er hele Nordjylland lige nu rød.

Grafik: Statens Serum Institut

Det er lige nu Aalborg Kommune, der oplever flest nysmittede, og den nordjyske hovedstaden placerer sig med 496 smittede den seneste uge som kommune nummer seks over kommuner med højest smittetal lige nu.

Region Nordjylland valgte da også så sent som i går at sætte ekstraordinært ind med med testindsats direkte på de aalborgensiske ungdomsuddannelser efter en stigende smitte, særligt blandt de unge.

Efter pinse kan elever på Aalborg Katedralskole og Aalborg Handelsskole se frem til at få en PCR-test direkte på deres uddannelsessted, når de møder.

- Vi ved, hvor smitten er, og nu sætter vi ekstra sejl til for at få brudt alle smittekæderne. PCR-testen er mere præcis end hurtigtesten, og den her indsats skal ses som et supplerende tiltag, hvor uddannelsernes egen kontinuerlige testning med hurtigtest stadig udgør rygraden i indsatsen, lyder det fra Jacob Bertramsen, der er kontorchef i Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland.

I alt er 73 procent af de smittede i Aalborg Kommune mellem 10 og 29 år, og kommunen indtager lige nu en 9. plads på listen over kommuner med højeste smittetryk. Det oplyser Region Nordjylland på Twitter:

I den høje ende af antallet af smittede ligger også Jammerbugt Kommune, hvor der er  registreret 116 nye tilfælde af corona den seneste uge, mens der i Rebild Kommune er 126, og i Frederikshavn Kommune er der de seneste syv dage 74 personer, der har fået konstateret corona. I den anden ende af skalaen ligger Læsø, hvor ingen er smittet.

Test fra morgen til tæt på midnat

Regionen har indført udvidet åbningstid for test flere steder i Nordjylland, så det er muligt at få foretaget en lyntest fra klokken 6 til 23.30 på hverdage. Samtidig er der oprettet nye teststeder, og der er nu 75 teststeder i Region Nordjylland.

Der findes 52 steder med hurtigtest, som Falck står for i Region Nordjylland. Her testes i næsen med en kort podepind. Hurtigtest bør ikke bruges, hvis man har symptomer på COVID-19 eller er nær kontakt til en smittet. Her bør i stedet bruges en PCR-test.


Sex-workshop: - Jeg håber at komme lidt tættere på min partner

Vi skal være bedre til at tale om sex- og seksualitet. Det mener det nordjyske firma, Zandora, som tirsdag aften holdt en sex-positiv workshop i Aalborg. TV2 Nords reporter Nicolai Porskrog var til stede til arrangementet.

Se hvordan det forløb i videoen herover.


Kovending: Aflysning af stort sportsstævne afblæst

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Deltagerne ved Ungdomslegene samlet i Vestre Fjordpark.

Da Aalborg Kommune for knap to måneder siden forhandlede budgettet for 2025 på plads, var der tilsyneladende ikke råd til at afholde Ungdomslegene i Aalborg den kommende sommer.

Efter et byrådsmøde mandag står det nu klart, at Ungdomslegene alligevel vil blive afholdt i Aalborg 29. juli til 3. august 2025. Og det glæder foreningen Samvirkende Idrætsforeninger i Aalborg (SIFA).

- Det er utrolig dejligt, at politikerne har ombestemt sig, og så er vi jo glade for, at vi ikke bryder traditionen på 50-året, og nu i stedet for kan fejre det, lyder det fra Ole Nielsen, der er formand i SIFA.

Ungdomslegene fandt sted for første gang i 1975, hvor Aalborg var værtsby. Ligesom OL bliver Ungdomslegene afholdt hvert fjerde år, men grundet corona var der ikke noget stævne i 2023.

Det er Aalborg og venskabsbyerne Lancaster i England, Almere i Holland og Rendsburg i Tyskland, der på skift har afholdt stævnerne. Men det er ikke kun fra de byer, at deltagerne kommer fra. Da stævnet sidst blev afholdt i 2019, med Aalborg som værtsby, var der deltagere fra 19 byer.

Håbet er, at man kan tiltrække 1000 deltagere. Det er Vestre Fjordpark og Aalborg Vestby, der vil være base for Ungdomslegene, mens stævnerne vil foregå rundt omkring i byen.


Vinterens første sne kan være faldet - og der er mere i vente

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Den første sne ser ud til at være faldet i Skagen, og der er flere snebyger på vej ind over Nordjylland.

Det oplyser TV2's meteorolog Peter Tanev.

Kent Bandholm Hansen har tirsdag aften sendt et billede til TV2 fra sin matrikel i Skagen.

Vinterens første sne ser ud til at være faldet, og det skete længst mod nord i Skagen, hvor billedet er fra. Foto: Kent Bandholm Hansen / Seerfoto

Det er dog ifølge Peter Tanev svært at se på billederne, om det er snehagl, og er det tilfældet, så kan vi ikke 100 procent kalde det sæsonens første sne.

Hvis det er sne, så er det ifølge TV2 faldet cirka ni dage senere end vanligt.

Allerede klokken 20:48 bebudede Peter Tanev, at der de næste timer meget vel kunne falde sne flere steder i Nordjylland.

Her var der observeret torden tæt på Skagen, og i den forbindelse lød det:

- Når bygerne er med torden, er det typisk også en indikation på, at de er kraftige. Vi må derfor forvente, at der de næste timer kan være kraftige snebyger, der rammer den nordlige del af Jylland, siger han og tilføjer:

- Der er også ved at blive dannet en række byger i Kattegat, og det er ikke umuligt, at de også vil udvikle sig til tordenbyger.

Temperaturen ligger i øjeblikket omkring frysepunktet mange steder i det nordjyske.


Jubel hos forskere: Fossil af 55 millioner år gammel ørentvist fundet på Mors

Foto: TVMidtVest

Et knap to centimeter langt fossil af en ørentvist har vakt stor glæde blandt forskere. Nu er ørentvisten registreret som art og opkaldt efter finderen.

Der var en, der fandt den. En der syntes, den var spændende. En der fik en åbenbaring. En der gerne ville studere den nærmere, og en der var med på den.

Sådan gik det til, at fire forskere for nylig kunne udgive en artikel i et internationalt, videnskabeligt tidsskrift. En artikel med en beskrivelse af en fossil ørentvist, som viste sig at afvige fra den type, vi kender i herhjemme i dag.

- Det betyder meget for vores arbejdsglæde. Det er dejligt, hver gang det sker, og det er også noget der bliver kigget på, når museerne og vores forskning skal bedømmes, siger Jan Audun Rasmussen, der er museumsinspektør og forsker på Museum Mors.

Helt ny art

Fossilet af den 55 millioner år gamle ørentvist blev fundet i moleret på Mors af fossiljæger og museumsinspektør, Henrik Madsen for nogle år siden.

- Jeg var med det samme klar over, at her var der tale om en helt ny art, fortæller Henrik Madsen, der har set og studeret tusindvis af fossiler gennem årene.

Han fandt den ved Ejerslev på Mors, og efter at han havde behandlet den, landede den under kollegaen Jan Audun Rasmussens mikroskop.

- Det var et af den første fossiler, jeg begyndte at kigge på, da jeg kom til museet, for vi kunne godt se, at den var spændende, forklarer Jan Audun Rasmusen, der er museumsinspektør og forsker på Museum Mors.

Han tegnede ørentvisten op, og allierede sig blandt andre med seniorforsker Thomas Simonsen på Naturhistorisk Museum i Aarhus. 

Da han fik danekræet under mikroskop, fik han noget, der nok nærmest kan betegnes som en åbenbaring, da han kunne konstatere, at ørentvisten havde en slags plade, der stak ud fra ryggen mellem klosaksene. Det har ingen hjemmehørende ørentvist.

Ørentvist-fossilet viste sig at være i familie med en art, der i dag lever i Indien, Afrika Sydøstasien og Australien. Det er det første fossile eksemplar, der er fundet i verden, men det kommer ikke bag på forskerne, at den levede her for 55 millioner år siden. 

- Dengang var der subtropiske forhold i havet over det nuværende Danmark. Her var over 30 grader, så det er ikke underligt, at den varmeelskende ørntvist har levet her, fortæller Jan Audun Rasmussen fra Museum Mors.

Efter at arten nu er blevet beskrevet i detaljer af fire forskere og udgivet i tidsskriftet Palaeoentomology, er den officielt registreret som art.

Opkaldt efter finder

Ørentvisten er knap to centimeter lang, og har fået navnet Apachyus Madseni. Opkaldt efter Henrik Madsen, der fandt den i de 55 millioner år gamle moleraflejringer.

 - Det er jo sådan noget, der giver mit arbejde mening, så det ikke kun er straffearbejde at gå rundt og hakke med en hammer, siger Henrik Madsen, der også indrømmer, at han er en smule stolt over, at hans navn nu bliver foreviget gennem et fossil - i øvrigt for ottende gang.

Ørentvisten bliver udstillet på Fossil- og molermuseet på Mors, når museet åbner til påske.


Afgørelsens time: Her er der kampvalg for første gang i 40 år

Foto: Niels Clemmensen, Aalborg Stift

Selvom det amerikanske valg er slut, er det ikke slut med valg for i år - og dagens valg er nærmest historisk.

- Sidste gang var for 40 år siden.

Det fortæller Ole Henrik Jensen, som er formand for valgbestyrelsen i Frederikshavn Sogns Menighedsråd.

Tirsdag afholdes nemlig kampvalg til menighedsrådet i Frederikshavn Sogn, og det er altså ifølge valgbestyrelsesformanden næsten et halvt århundrede siden sidst.

I september blev der afholdt valgforsamling, hvor man ved et møde i stil med en generalforsamling valgte de opstillede kandidater.

Når det dog sker, at man ikke er enig med det indvalgte menighedsråd, kan man stille op med en ny liste, som kræver, at der afholdes et afstemningsvalg mellem listerne. Og det er det, der sker i dag i Frederikshavn Sogn og otte andre menighedsråd på landsplan herunder også Sankt Catharinæ Sogns Menighedsråd i Hjørring Kommune.

Skal have fat i yngre generationer

Iben Ørnbøll Østergaard Jørgensen har efter menighedsrådsvalget i Frederikshavn Sogn valgt at opstille med en ny liste med hendes navn på og har 11 stillere eller støttere.

- Iben er en ung kvinde, og jeg tænker, det er altid godt med yngre kræfter, siger Channie Sofie Julianna Pedersen, som er en af de 11 stillere.

Og for at få fat i den del af menigheden, som ikke i samme grad har været vant til at komme i kirken andet end til højtider.

- Den måde yngre tænker på, kan måske være med til at bidrage til, at man måske kan få grebet fat i en anden generation, som ikke er vokset op med kirke, siger stilleren.

Selvom Channie Sofie Julianna Pedersen selv ikke er vokset op med kirke i andre forbindelser end til højtiderne, synes hun stadig, kirken er vigtig at have og mener ikke, at den bliver brugt nok.

- Iben er en handlekraftig ung kvinde, som har masser af idéer og brænder for det, hun laver. Jeg kan kun se en masse plusser ved hende som menneske i den her henseende, siger Channie Sofie Julianna Pedersen.

Ole Henrik Jensen har siddet i menighedsrådet i tolv år, men om han skal det i fremtiden, må valget tirsdag aften vise.

Borgerne har fået tilsendt valgkort på E-Boks, og afstemningen forløber fra 9.00 til 20.00 i dag i sognehuset. Herefter vil stemmerne blive talt op.