Slut med reklamer for kviklån på NT's busser
Foto: Torben Lykke Larsen
Reklamer for kviklån florerer på skærme i nordjyske busser. Forbrugerrådet advarer.
En enig bestyrelse i Nordjyllands Trafikselskab har besluttet, at det fremover ikke skal være muligt at reklamere for kviklån i selskabets busser.
Nordjyllands Trafikselskab har meldt sig ind i kampen for at komme kviklån til livs.
En enig bestyrelse har besluttet, at der fremover ikke vil blive reklameret for kviklån og spil, når nordjyder sætter sig til rette for at komme fra A til B i landsdelen.
På sin Facebook-profil skriver bestyrelsesformand og 2. viceborgmester i Aalborg Kommune, Nuuradiin S. Hussein (Socialdemokratiet).
- Mange af os er allerede bekendte med de alvorlige økonomiske og afhængighedsskabende konsekvenser, det har på mange af vores borgere, og ikke mindst for vores unge mennesker - derfor har vi valgt at handle og tage vores del af ansvaret for at beskytte vores unge mennesker for disse gældsfælder - håber flere vil følge efter og helst en lovgivning på området - super stolt Formand for NT.
Tilbage i 2017 satte TV2 Nord spot på netop de mange spil- og kviklånsreklamer i busserne.
Ved den lejlighed udtrykte Forbrugerrådet Tænk bekymring for de mange reklamer.
- Jeg har selv lige været i Aalborg, hvor jeg tog bussen fra lufthavnen og ind til byen. Jeg talte otte-ni reklamer for kviklån på den korte tur. Det er simpelthen en overdosering, hvor man bliver bombarderet med de her reklamer og bliver lokket til at tage nogle rigtig dumme økonomiske beslutninger, sagde seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk, Morten Bruun Pedersen, til TV2 Nord i 2017.
Forbrugerådet Tænk mener ikke, at reklamer for spil og kviklån hører til i offentlige transportmidler.
- Der er mange passagerer, som ikke har andre muligheder for at blive transporteret end med de offentlige busser, så de kan ikke vælge det fra. Der er også noget der hedder etik og moral, og derfor er det horribelt, at det er den offentlige sektor, der bombarderer folk med de her reklamer, sagde seniorøkonom Morten Bruun Pedersen, Forbrugerrådet Tænk.