Slut med døgnbemanding hos politiet
Fra i dag, er der kun døgnbemanding på politigården i Aalborg. Det er en af en række strukturændringer, der trådte i kraft i dag.
Fremover vil politistationerne i Hjørring, Løgstør, Hobro og Frederikshavn ikke længere have åbent om natten. Samtidig vil alt politi på gaden i Nordjylland, i fremtiden blive styret fra Aalborg. Strukturændringen er et led i politireformen, der trådte i kraft 1. januar i år.
- Jeg tror man vil kunne se resultatet løbende, men der står ikke 20 ekstra betjente klar på gaden i morgen, siger Jens Henrik Højbjerg, politidirektør hos Nordjyllands Politi.
Reformen har vakt en del uro både hos borgerne og i politiets egne rækker. En undersøgelse foretaget af Politiforbundet, har blandt andet vist, at 58 procent af landets betjente overvejer at søge orlov fra politiet. Den primære årsag er lønnen og den igangværende reform.
- Man er selvfølgelig spændt på at se, hvordan det går. Det er nye tider, og folk kan selvfølgelig godt være lidt skræmt over de nye ting, der kommer til at ske, men jeg tror, at når det hele falder på plads, så skal det nok blive udmærket, siger Bruno Brix, der som led i reformen havde første arbejdsdag i dag som ny Vagtchef hos Nordjyllands Politi.