Slut med at være lyseslukkere: Her tænder politikerne igen for gadelamperne
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Selvom det kan være svært at forestille sig her i sensommeren, så venter de kolde og mørke måneder lige rundt om hjørnet. Og det med en fortsat opfordring fra Energistyrelsen om at spare på strøm og varme.
Derfor er energioptimering en høj prioritet i de nordjyske kommuner – men der er stadig forskel på hvordan kommunerne går til opgaven.
I mange nordjyske kommuner er lyspærer derfor skiftet ud med LED-lys i gadelygterne, ligesom flere kommuner har justeret antallet af timer gadebelysningen er tændt - og nogle steder slukket for hver anden gadelampe.
Men så er der også de kommuner, som går imod strømmen.
I Jammerbugt Kommune har man netop valgt at gå tilbage til fuld gadebelysning.
- Vi tænder alle gadelys igen, siger formanden for teknik- og miljøudvalget, Michael Krogsgaard, Venstre, Jammerbugt Kommune.
Det sker fordi, kommunen vurderer, at situationen i år ikke helt er ligesom som sidste år, da energikrisen ifølge udvalgsformanden var på sit højeste.
Sådan gør kommunerne det
Hjørring:
Gadebelysning er som før energikrisen
Brønderslev
I weekender og på helligdage tænder Brønderslev Kommune gadelamperne en time senere og slukker en time tidligere.
Jammerbugt
Går imod tendens i mange andre kommuner og genindfører fuld gadebelysning efter at have nøjedes med at tænde hver anden. Og så genindfører man betaling af institutioner og foreningers julebelysning.
Rebild Kommune
Har skarp styring på at det kun er tændt når der er mørkt og dermed kun tændt når relevant.
Vesthimmerland
Her havde man allerede før energikrisen haft stor fokus på energioptimering og har derfor ikke indført yderligere tiltag. Men man har allerede før energikrisen indført eksempelvis at cirka hver anden gadelygte ikke er tændt.
Thisted:
Tænder gadelygterne en halv time senere og slukker dem en halv time før. Dæmper belysningen afhængig af tidspunkt på døgnet
Morsø:
Tænder gadebelysning en halv time senere og slukker en halv time før. Dæmper lyset afhængig af tidspunkt på døgnet
Kilde: TV2 Nord
Gadelys giver tryghed
- Vi mener ikke, energikrisen er så alvorlig længere, og så vil vi gerne give den tryghed til borgerne, det er, når vi tænder gadelysene igen, siger Michael Krogsgaard.
Hos de af byens borgere, som TV2 Nord har mødt på gaden, er der ikke udbredt enighed om, hvorvidt det er en god idé igen at sætte fuldt blus på gadelamperne.
- Det kan de godt spare lidt på. Vi har jo ikke været vant til, at der er fuldt blus på, så det er der ingen grund til at gøre igen, siger Kaj Nielsen fra Aabybro.
Omvendt så mener Linette Bluhme, at det er en god prioritering, som politikerne har taget.
- Strømpriserne er jo nede igen, som jeg har forstået det, så er der ingen grund til at spare der, siger Linette Bluhme.
Udover at genindføre fuld gadebelysning vil Jammerbugt Kommune også vende tilbage til at betale for julebelysning hos institutioner og foreninger.