Skorpion-offer indlagt til observation
Foto: Jesper Bo Winther
Den otte-årige dreng, som tidligere tirsdag blev stukket af en skorpion, ligger til observation for en allergisk reaktion på sygehuset i Hjørring.
Ferien blev forlænget med en enkelt dag for en norsk familie, som var på vej hjem fra Italien. På færgen mellem Hirtshals og Langesund blev familiens otte-årige søn stukket af en skorpion.
Færgen vendte hurtigt om, og drengen blev med ambulance kørt til Sygehus Vendsyssel i Hjørring, hvor han nu ligger på børneafdelingen til observation for en allergisk reaktion.
Drengen har det efter omstændighederne fint. Han beskriver skorpionen, der stak ham, som mellem seks og otte centimeter lang og mest rød, men også lidt brun.
Den norske familie kan formentlig komme med færgen i morgen og kommer således hjem til Tønsberg med en dags forsinkelse.