Skoledrenge gik tur ved motorvej
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
To små drenge blev mandag eftermiddag fundet gående ved motorvejen i Aalborg.
To drenge fra 0. Klasse på Herningvej Skole gik mandag eftermiddag fra skolen. De blev fundet gående ved motorvejen i Aalborg.
Ved motorvejen bliver de imidlertid opdaget af en bilist omkring klokken halv fem. Bilisten samler de to drenge på henholdsvis seks og syv år op og afleverede dem ved politiet omkring klokken halv fem.
Ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mogens Hougesen, så har de to drenge formentlig ikke været ude på motorvejen, men holdt sig i rabatten.
Personalet på skolen havde i mellemtiden også selv opdaget, at drengene var forsvundet fra skolens DUS og alarmeret politiet og drengenes forældre.
- Vi ser meget alvorligt på det. Det er vigtigt for os, at der ikke er sket drengene noget. Det var måske et eventyr, men det er slet ikke acceptabelt, siger Rene Knudsen, der er Skoleleder på Herningvej Skole.
Skolen vil nu undersøge, hvordan det kan gå så galt. Tirsdag morgen har skolen samtaler med de to drenge og deres forældre.
- Vi vil selvfølgelig have afdækket, hvor børnene skulle have været henne, siger skolelederen.
Han vil ikke udtale sig, om gårsdagens hændelse vil få nogle konsekvenser på skolen, men fastslår at drengene har det godt.
- De havde det fint. Det virker, som om de synes, det har været en sjov oplevelse, siger han.
- Vi er selvfølgelig lykkelige over, at der ikke er sket dem noget, siger Rene Knudsen.