Skarp kritik af Fiskeristyrelsen i sag om ulovligt fiskeri i Limfjorden
Foto: Johnni Isaksen / TV 2
Havmiljøets tilstand kan være blevet værre, fordi Fiskeristyrelsen ikke har kontrolleret skibes motorkraft i Limfjorden. Det skriver Rigsrevisionen.
Vildledning af Folketinget, manglende kontrol og ulovlig fortolkning af regler.
Rigsrevisionen har fundet en række problemer med Fiskeristyrelsens forvaltning af fiskeriet i Limfjorden.
På den baggrund udtaler Statsrevisorerne i dag skarp kritik af styrelsen:
- Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at Fødevareministeriet har ført et yderst mangelfuldt tilsyn med muslingefiskeriet i Limfjorden, skriver Statsrevisorerne i beretningen.
Statsrevisorerne fremhæver, at Fiskeristyrelsens fejl kan have haft alvorlige konsekvenser:
- Dermed er der risiko for, at muslingefiskeriet har påført unødig skade på havmiljøet og ikke har været bæredygtigt, skriver Statsrevisorerne.
Rigsrevisionens undersøgelse kommer, efter at TV 2 i foråret 2024 afslørede, at 11 ud af 30 skibe i Limfjorden fiskede med ulovligt store motorer. Derudover havde styrelsen undladt at sanktionere fiskere, som var blevet taget med ulovligt meget motorkraft.
Fiskeristyrelsen anerkendte efterfølgende, at den havde lavet en række fejl på området.
Medvirkende til iltsvind
Ifølge flere eksperter, så er muslingefiskeriet med til at forværre iltsvindet. En af dem er Stiig Markager, som er professor i havmiljø på Aarhus Universitet.
- Det her er helt klart med til at slå fjorden ihjel, fordi det bringer alle næringsstofferne op fra bunden, og næringsstofferne er med til at danne iltsvind, forklarede Stiig Markager til TV 2 sidste år.
Grunden til at man har indført forbud imod at bruge for store motorer i Limfjorden er for at begrænse, hvor tunge fiskeredskaber man kan skrabe hen over havbunden.
På videoen her kan man se, hvordan det ser ud, når en muslingeskraber rammer havbunden i Limfjorden. Videoen er fra 2013. Siden dengang er vægten på skraberne blevet større. Video: Chilbal Film
Professor i biologi på DTU Aqua Jens Kjerulf Petersen mener dog, at muslingefiskeriets bidrag til iltsvind er "meget lille", fordi der til sammenligning kommer mange flere næringsstoffer op fra havbunden, når det stormer.
Flere kritikpunkter
I beretningen kritiserer Rigsrevisionen Fiskeristyrelsen og Fødevareministeriet på en lang række punkter. Blandt andre følgende:
- Fiskeristyrelsens kontrol af motorkraft har været ”meget utilstrækkelig” og har ikke levet op til EU’s krav.
- Fiskeristyrelsen har ikke reageret på advarsler om brud på reglerne om motorkraft.
- Fiskeristyrelsen suspenderede kontrollen af motorkraft i et år på fejlagtigt grundlag.
- Fiskeristyrelsen har ikke haft vejledninger om, hvordan man bør kontrollere motorkraft. Og på et område er der stadig ikke den nødvendige vejledning.
- Fiskeristyrelsen har i perioden fra 2022–2024 fortolket en af reglerne om motorkraft i strid med lovgivningen.
- Fødevareministeriet har ikke udarbejdet tilstrækkelige regler, der begrænser fiskeriet i Limfjorden for at beskytte havmiljøet.
- Fiskeristyrelsen har i fem sager konstateret overtrædelse af reglerne om motorkraft i Limfjorden uden at sanktionere fiskerne.
Forkerte oplysninger til Folketinget
Statsrevisorerne kritiserer også, at Fødevareministeriet har vildledt Folketinget:
- Statsrevisorerne påtaler skarpt, at Fødevareministeriet i to tilfælde har givet Folketinget faktuelt forkerte oplysninger. Kun i det ene tilfælde har ministeriet efterfølgende berigtiget oplysningerne, skriver Statsrevisorerne.
På et doorstep på Christiansborg siger formanden for Statsrevisorerne, Serdal Benli (SF), at ministeriet har ført et "yderst mangelfuldt" tilsyn med muslingefiskeriet i Limfjorden. Kritikken er på niveau fire ud af fem, siger han.
- Der er risiko for, at muslingefiskeriet har skadet havmiljøet og ikke er foregået på en skånsom og bæredygtig måde, siger Serdal Benli.
Statsrevisor-formanden kalder sagen for stærkt bekymrende. Han mener, at de mange kritikpunkter alt i alt vidner om et "sjusket og skødesløst" forløb.
Statsrevisor Monika Rubin (M) pointerer, at der har været regler om kontrol med motorkraft på bådene siden 2009, men der er ikke blevet ført kontrol før 2021, og kontrollen har altså været mangelfuld, lyder det.
- Fiskeristyrelsen har ikke fulgt op på direkte henvendelser om brud på reglerne eller sanktioneret i sager, hvor det viser sig, at der er blevet sejlet med for stor motorkraft, siger Monika Rubin.