Skal Nørresundby Bank hedde Spar Nord?
Det er ikke alle kunder, som bryder sig om Spar Nord Banks tilbud om at købe Nørresundby Bank
Spar Nord vil købe Nørresundby Bank, og det er ikke alle, der er lige begejstrede for det tilbud.
Mandag fremlagde Spar Nord Bank et købstilbud for Nørresundby Bank. De vil købe dem for godt to milliarder kroner. Det kommer som en reaktion på Nørresundby Bank og Nordjyske Banks planer om fusion. Nørresundby Bank er ikke helt vilde med idéen.
- Det er ingen hemmelighed, at vi har kæmpet for at være selvstændige, og det vil vi selvfølgelig kæmpe for fremad også. Det er det, vi tror vores aktionærer, kunder og dygtige medarbejdere gerne vil, at vi kæmper for, siger Andreas Rasmussen, der er bankdirektør i Nørresundby Bank.
Flere af Nørresundby Banks kunder har siden købstilbuddet kom været ude med nogle kommentarer, hvor flere truer med at forlade banken, hvis Spar Nord skal tage over. Men de udmeldinger skræmmer ikke Spar Nords direktør Lasse Nyby.
- Vores erfaringer fra de andre steder, hvor vi enten har købt en filial eller fusioneret med en bank, som vi gjorde nede i Spar Bank i Skive, er, at det, der betyder rigtig meget for kunderne, det er, at den relation, man har til rådgiverne, den bevares. Og det er også efter, der kommer et andet skilt uden på facaden, og der er det den tillid og det nære forhold, som man har bygget op til sin rådgiver, som kunderne tillægger værdi, siger han.
Nørresundby Bank har endnu ikke besluttet, om de skal tage imod Spar Nords tilbud.