Kort Nyt

Skærpet grænsekontrol i Frederikshavn og Hirtshals

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På baggrund af den seneste tids koranafbrændingerr og udviklingen i det aktuelle trusselsbillede skærper politiet midlertidigt indsatsen ved de danske grænser.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det gælder havnene i Frederikshavn og Hirtshals og i Aalborg Lufthavn.

Det vil betyde, at der vil være øget tilsyn fra den uniformerede patruljetjeneste ved de nordjyske grænseovergange.

Tilsynet vil være en udvidelse af politiets eksisterende kontrolforpligtigelse, hvilket betyder stikprøvevis grænsekontrol.

Det betyder at fra torsdag 3. august vil man kunne opleve stikprøvevis grænsekontrol i forbindelse med indrejse fra Sverige.

- Det er Nordjyllands Politis opfattelse, at borgere og rejsende i det nordjyske kun vil kunne opleve ganske få gener ved denne midlertidige skærpelse af indsatsen ved de indre danske grænser, men man vil dog, periodevis, kunne opleve lidt ekstra politifolk ved grænseovergangene. Politikredsen beder om borgernes forståelse, hvis der, mod forventning, skulle opstå mindre forsinkelser i forbindelse med, at vi udfører vores arbejde,” siger fungerende politiinspektør ved Nordjyllands Politi, Henrik Skals. 

Den seneste tids koranafbrændinger har nemlig haft betydning for det aktuelle trusselsbillede. Og på baggrund af den løbende udvikling i trusselsbilledet, har Rigspolitiet altså valgt at følge en anbefaling fra politiets efterretningstjeneste om at indføre stikprøvevis grænsekontrol.

Indtil videre er det besluttet at opretholde grænseindsatsen frem til 10 august.

- Regeringen tager den nuværende situation meget alvorligt, og den seneste tids koranafbrændinger har – som Politiets Efterretningstjeneste (PET) har sagt – betydning for det aktuelle trusselsbillede. 

- Jeg noterer mig, at myndighederne har vurderet, at det i en begrænset periode er nødvendigt at skærpe politiets indsats ved de danske grænser af sikkerhedsmæssige grunde. For mig at se understreger den skærpede grænseindsats hele sagens alvor. Regeringen og myndighederne følger udviklingen meget tæt, siger justitsminister Peter Hummelgaard.

Tyv begik indbrud - og efterlod en bøde

Det kræver en vis frækhed, at bryde ind i et hus. Men det kræver nok en overordentligt stor portion af det, hvis man regner med, at dem man begår indbrud hos, agter at betale ens bøde.

Om det er, hvad en indbrudstyv i Aalborg har tænkt, er uvist.

Ikke desto mindre har tyven efterladt en bøde, da vedkommende begik indbrud i et hus på Lektorvej.

Tyven er kommet ind af en hoveddør i et hus, der er ved at blive renoveret, og har stjålet både madvarer, tøj og værktøj, inden vedkommende forlod stedet igen.

Men på stedet blev der i hvert fald efterfølgende fundet en bøde, der muligvis tilhører tyven, skriver politiet i deres døgnrapport.

AaB forlænger aftale med målmand

Målmanden Rody de Boer har fået forlænget sin kontrakt med AaB.

Den 27-årige målmand kom til klubben for halvandet år siden og skal nu altså være der frem til sommeren 2027.

- Vi er glade for at have Rody de Boer tilknyttet vores målmandsteam, hvor han bidrager med konkurrence, god mentalitet og et fantastisk humør, hvilket har stor værdi for truppen, og derfor er vi meget tilfredse med, at en forlængelse er på plads, siger James Gow, AaB's sportesdirektør i en pressemeddelelse på AaB's hjemmeside.

Træt indbrudstyv faldt i søvn på gerningsstedet

Torsdag morgen da en kom hjem til sit hus på Vedstedvej i Aalborg Øst, blev han mødt af et helt specielt syn.

En indbrudstyv lå nemlig og sov i husets tilhørende garage, og derfor skyndte beboeren sig at ringe til politiet, der rykkede ud til stedet med det samme.

Tyven blev anholdt på adressen og sigtet for at begå indbrud.

Han havde ifølge Nordjyllands Politi flere tyvekoster på sig, som han havde stjålet fra andre steder i området. Han havde nemlig også brudt ind i et skur og i et hønsehus på Gøttrupvej, hvor han efterlod sit el-løbehjul, sin telefon og sine hovedtelefoner.

Mellem klokken 00:39 og 03:31 natten til torsdag havde han kørt frem og tilbage mellem stederne på el-løbehjulet, inden han til sidst faldt i søvn i garagen.

Ejendom evakueret: Mand forsøgte at slukke brand i ældre dames lejlighed

Nordjyllands Beredskab er torsdag kort før middag kørt til Mejerigade i Vrå, hvor der er brand i en etageejendom.

Der er nemlig opstået brand på et komfur i en ældre dames lejlighed, fortæller indsatsleder Thomas Dybro.

- Branden har spredt sig til emhætten og tagrummet, hvor der dog ikke var ild, men kraftig røgudvikling, siger han.

Beredskabet blev alarmeret om branden klokken 11, og de beredskabet kom frem, blev der straks sendt et røgdykkerhold ind, der tog sig af brandslukningen.

- Vi har to, der er taget med på grund af røgskade, fortæller indsatslederen.

I forbindelse med branden blev beboerne i etageejendommen evakueret. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Hjalp genbo

Den ene af de to er den ældre dames genbo, der spottede ilden på komfuret og straks skred til handling. Han fik slukket for elektriciteten i lejligheden, men kunne ikke stille noget op mod røgen og branden.

- Ambulancen havde egentligt kigget på manden og besluttet sig for ikke at tage ham med, men politiet har vurderet, at han skal med. Han har meget adrenalin i kroppen, og jeg tror, det er en fornuftig beslutning, lyder det fra indsatslederen.

Der er 8-10 lejligheder i etageejendommen, og beboerne har i øjeblikket ikke adgang til lejlighederne.

- Selvom boligerne burde være tætte, skaber røgen et overtryk, der kan trænge ind alle steder. Så derfor tager vi lige og ventilerer lejlighederne med en højtryksudlufter, fortæller Thomas Dybro.