Sjælden natur får millioner
Jammerbugt Kommune får del i en pulje på 88 millioner kroner til to store naturprojekter.
Pengene skal bruges i højmosen i Store Vildmose og et stort naturgenopretningsprojekt ved Svenstrup Kær med fokus på rigkær. Rigkær er betegnelsen for et særligt artsrigt plantesamfund på fugtig bund, og et rigkær i god naturtilstand kan have over 100 plantearter inden for et lille område.
Det er Miljø- og Fødevareministeriet og EU-Kommissionen, som nu til sammen giver 88 mio. kroner til projekter, der skal genskabe otte højmoser og otte rigkær rundt om i Danmark.
Og blandt dem er Store Vildmose, og genopretning af mosen forventes at sikre og forbedre eksisterende natur, skabe muligheder for genskabelse af højmose, samt øge værdien af naturområdet for borgere og turister. Naturgenopretningen vil omfatte rydning af træopvækst og lukning af dræn og grøfter som leder vandet ud af mosen.
Projektet vil ikke have indflydelse på den omgivende landbrugsjord.
Jammerbugt Kommune har også opnået fuld finansiering fra EU?s LIFE+ biodiversitetsfond og den danske stat til realisering af et stort naturgenopretningsprojekt ved Svenstrup Kær og Svenstrup Å.
Kæret rummer i dag en række rigkær, som ligger spredt fordelt i kæret og langs Svenstrup Å. Nogle af rigkærene er i en god naturtilstand med mange plantearter og bl.a. større forekomster af orkidéer som purpur-gøgeurten, der er speciel for landsdelen. Men de fleste rigkær er i dårlig tilstand på grund af tilgroning med særligt tagrør og pil, og flere er også påvirket af enten dræning eller forsumpning.
Hvis udviklingen skal vendes, og kærets tidligere naturrigdom med udbredte rigkær og en å med god kvalitet skal genskabes, er der brug for en aktiv indsats.
Rigkær er i dag en forholdsvis sjælden naturtype, ikke bare i Jammerbugt Kommune men også på landsplan og i Europa generelt, grundet historisk opdyrkning og afvanding samt manglende hensigtsmæssig drift.