Sikkerhedsvagter på Stena Saga beskyldes for grov vold
To afghanere blev slået, sparket og pisket under en sejlads med Stena Saga, som lægger til i Frederikshavn. Anmeldelsen er rettet mod færgens egne sikkerhedsvagter.
Mandag aften fortalte TV2 Norge om to afghanere, Ahadi Lalagha og Anwar Sadat, hvis firmatur endte i et rent tortur-helvede.
Den ene forklarer, at han ud på aftenen blev sat i lugar arrest, da han blev beskyldt for at være for beruset.
Her blev han slået, sparket og ydmyget af Stena Lines egne sikkerhedsvagter.
Den anden passager blev lagt i håndjern, og blev frastjålet 15.000 norske kroner. Også her blev han ydmyget, slået og sparket.
Efter turen blev begge undersøgt af en læge, og lægerapporten bekræfter, at de begge er blevet sparket slået, og endda pisket med et bælte.
Andre passagerer på færgen bekræfter også, at sikkerhedsvagterne opførte sig svært aggressive.
Stena Line er sidenhen blevet meldt til politiet, og afviste mandag at kommentere sagen. Men tirsdag sagde informationschef Joakim Kerndal til TV2 Norge, at de har set på sagen internt og samarbejder tæt med politiet. Samtidig afviste han tidligere voldsepisoder blandt sikkerhedspersonalet.
Men vagterne på selvsamme båd har tidligere fået klager og anmeldelser om grov vold.
I 2002 blev rederiet anmeldt af Vidar Grini, som hævder at vagterne helt uprovokeret kvalte og slog ham i sin egen kahyt.
Politiet vil nu undersøge vagterne og de tidligere voldsepisoder for at se, om der er et mønster i den påståede brug af vold på Stena Saga.