SIFA igen på dagsordenen i samråd: Minister har ingen hjælp til TV-bingo
Foto: Torben Hedemose
Tiden tikker for SIFA TV-bingo. Torsdag blev der endnu engang afholdt samråd i Skatteministeriet om SIFA TV-bingo. De nye afgiftsforhøjelser kan i høj grad mærkes på økonomien hos SIFA, og hvis ikke der bliver ændret i disse, vil det få store konsekvenser for den daglige TV-bingo udsendelse.
Der var ikke meget at komme efter i torsdagens samråd i Skatteministeriet.
I lidt over tre måneder har SIFA TV-bingo været omfattet af den nye afgiftsforhøjelse, der blev til som en del af finansloven 2020. Her blev det aftalt at forhøje afgiften for væddemål og onlinekasino fra 20 til 28 procent med start fra den 1. januar 2021. Og efter torsdagens samråd ser det ud til, at bingobrikkerne i fremtiden kun skal lægges et par gange om ugen og ikke hver dag som virkeligheden er nu.
Den nye afgiftsforhøjelse kan nemlig mærkes i SIFAs økonomi. I januar 2021 betalte SIFA eksempelvis 341.000 kroner i afgifter efter de nye regler. Havde det været efter den tidligere ordning med 20 procents beskatning, skulle der i stedet have været afleveret 243.000 kroner til statskassen. Dermed skal der altså nu betales næsten 100.000 kroner mere i afgifter. Penge, som ellers ville være gået til det lokale foreningsliv.
Og det var netop, hvad der blev drøftet på torsdagens samråd. Konsekvenserne for SIFA.
Det var de to venstrefolk Anne Honoré Østergaard og Torsten Schack Pedersen, der forsøgte at redde fremtiden for SIFA ved blandt andet at fremhæve vigtigheden af den økonomiske støtte til de lokale foreninger. Også glæden ved den daglige bingo-dosis for de mange tv-bingo-entusiaster blev pointeret. Men det mener skatteminister Morten Bødskov ikke er en god nok grund til at ændre på afgiftsforhøjelserne.
Siden sidste samråd har Skatteministeriet nemlig været i uformel kontakt med EU-kommissionen med henblik på at finde fordele til SIFA, der allerede nu får statsstøtte gennem betalingen af de 28 procent. Det var dog uden held. EU-kommissionen mente nemlig, at alle spiludbydere burde betale 45 procent, hvorfor forespørgslen om en ny statsstøtte til SIFA måske vil ende med et endnu værre resultat: En afgift på 45 procent i stedet for de nuværende 28 procent. Det fortalte Morten Bødskov i samrådet.
Så må lyset slukkes i endnu flere øjne end bare mine.
Anne Honoré Østergaard (V)
Plaster på såret
Der kan derfor ikke ses frem til en lavere afgift til SIFA. I stedet vil regeringen forsøge at give SIFA TV-bingo en særlig ordning, der kan være med til at udbygge deres aktiviteter. Det betyder, at der, i et samarbejde med SIFA, skal arbejdes på at ændre rammerne for, hvor mange plader der må sælges.
Det er et forslag, der undrer Torsten Schack Pedersen:
- I et tiltag, der ellers skal begrænse spil, er den eneste løsning, regeringen ser, at der skal spilles noget mere. Det er fuldstændig absurd.
Om regeringens bud på en løsning - altså at sælge flere bingoplader - er er nok for SIFA TV-bingo vides ikke. Det er derfor stadig uvist, hvilken fremtid det aalborgensiske bingoshow går i møde. Peter Skram, der er bingovært på SIFA TV-bingo igennem 35 år, har tidligere nævnt muligheden for at reducere antallet af bingodage.
Peter Skram: - Der er ikke andet for, end at vi må blive ved med at forklare os
Peter Skram, der er bingovært på SIFA TV-bingo ærgrer sig over dagens samråd og mener, at ministeren ikke er tilstrækkeligt orienteret om, hvad SIFA TV-bingo er.
- SIFA er en 110 år gammel idrætsorganisation med syv frivillige bestyrelsesmedlemmer og 212 idrætsforeninger med 60.000 medlemmer. Det er vi, og det har vi altid været. Alligevel sammenligner man os med spilleselskaber, der har adresse på Malta, og hvor ved jeg. Det er jo fortvivlende. Der er ikke andet for, at vi må blive ved med at forsøge at forklare os.
Ifølge Peter Skram betyder ændringerne, at de bliver nødt til at se på, hvor mange dage om ugen programmet skal sendes, alt efter hvor mange dage om ugen, der er overskud.
Efter samrådet vil han nu samle bestyrelsen i SIFA og kigge på prisstigninger og justeringer af eksempelvis gevinster.
Se interview med Peter Skram efter dagens samråd herunder: