SIAD-demonstration - og moddemonstration - forløb uden dramatik
Stop Islamiseringen af Danmark demonsterer i Hobro og bliver mødt af en moddemonstration
25 mennesker var mødt op til Stop Islamiseringen af Danmarks demonstration i Hobro. 100 mødte op til moddemonstrationen.
Partiet Stop Islamiseringen af Danmark, der har nordjyske Anders Gravers i spidsen er i øjeblikket på det de selv kalder en Danmarksturné. De har indtil nu holdt 10 demonstrationer i Jylland og mandag aften var turen så kommet til Hobro. 25 mennesker var - ifølge TV2 Nords reporter, til stede ved demonstrationen og selvom Anders Gravers kunne tælle til fem mere end det, var opbakningen til partiet begrænset.
- Det fortæller mere om den trusselskultur, der finder sted, siger Anders Gravers som en reaktion på det lave antal deltagere.
- Det er de autonome som har angrebet vores demonstrationer og kastet med kanonslag trods det at der er gamle mennesker på 92 år, der går rundt. Samtidig er det mediernes dæmonisering af os, når de fortæller at vi er racister og alt muligt andet, hvad der er en lodret løgn.
100 meter fra Store Torv i Hobro hvor SIAD afholdt deres demonstration afholdt gruppen Hobro for Mangfoldighed deres moddemonstration. Enhedslistens Per Clausen var på talerstolen, og for ham skulle moddemonstrationen sende et klart signal til SIAD.
- Jeg synes det er vigtigt at når vi bliver udsat for en gruppe mennesker, der dæmoniserer og forsøger at sprede had i vores samfund at vi så reagerer og samles omkring det klare budskab at vi går ind for at vores fællesskab skal basere sig på mangfoldighed og respekt for andre mennesker uanset deres etniske oprindelse. Og det synes jeg har været rigtig vigtigt, at vi har fået sendt det klare signal at deres synspunkter er i håbløst mindretal sammenlignet med hvad vi står for.