SF: Regeringen vil stoppe ligelønskamp
SF er utilfreds med regeringens ligelønspolitik.
- Gad vide, om regeringen overhovedet vil tillade ligelønskampen i Danmark, siger SF's ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge med henvisning til den kamp for ligeløn, som bl.a. sygeplejersker, sosu-assistenter, pædagoger, bioanalytikere og jordemødre er på vej ud i.
- Lønforskellene mellem mænd og kvinder skyldes jo i høj grad et kønsopdelte arbejdsmarked. De grupper, der for øjeblikket slås for et ekstra lønløft er lige præcis en række kvindedominerede fag. De er i årtier blevet fastholdt på et lønniveau, der ikke matcher deres uddannelse og ansvar, og nu vil de så slå et slag for ligeløn, siger Pernille Vigsø Bagge.
- Men får de lov? Jeg tvivler. Jeg frygter, at regeringen vil aflyse ligelønskampen, inden den for alvor kommer i gang med et lovindgreb. Men er det ikke nødvendigt, vil nogen sikkert spørge. Af hensyn til de patienter, børn og gamle, som har brug for pasning og pleje fra de kvindedominerede faggrupper. Nej siger jeg. Jeg vil ikke finde mig i, at ligelønskampen skal aflyses, fordi kvinder i så høj grad er beskæftiget med omsorg, pleje og pasning. Det kan ikke være meningen, at ligelønnen kun er noget, vi slås for, hvis kvinderne laver IT-programmer eller producerer plastikdippedutter, siger Pernille Vigsø Bagge.
- Hvis jeg var ligestillingsminister, ville jeg bruge 8. marts til at foreslå en ligelønskommission, og hvis Ole Sohn var finansministeren ville han foreslå ekstra penge til staten, kommuner og regionerne, så de offentlige arbejdsgivere havde en fair chance for at omsætte resultaterne af kommissionens arbejde ved forhandlingsbordene, siger Pernille Vigsø Bagge.