Sexshow på Hasseris Gymnasium
Aalborg Kommune vil oplyse de unge mere omkring sex og sundhed. Derfor var Mads og Nannas sexshow forbi Hasseris Gymnasium tirsdag formiddag.
For mange får klamydia, selvom der længe har stået seksualundervisning på skoleskemaet. Derfor skal mere drastiske midler tages i brug.
"Mads og Nanas Sexshow" - det lyder ikke umiddelbart som noget, der hører til i undervisningen på gymnasiet. Ikke desto mindre er det præcis det, eleverne på Hasseris Gymnasium i dag skal overvære.
Her er en komiker og en seksualunderviser gået sammen om et stand-up foredrag om sex og prævention som et led i Kondomkampagnen, der er Aalborg Kommunes indsats overfor unge og seksuel sundhed.
- Det bekymrer mig, at alt for mange får klamydia. I Aalborg Kommune har vi et ønske om at være på forkant på sundhedsområdet, siger Thomas Kastrup-Larsen, rådmand for Sundhed og Bæredygtig Udvikling i en pressemeddelelse.
Udover showet er en koordinator blevet ansat, og det glæder foreningen Sex og Samfund.
- Vi er meget begejstrede for Aalborg Kommunes håndtering på området seksuel sundhed. Med ansættelsen af en koordinator sikrer man, at området får den fokus, der er brug for, siger national chef Marianne Lomholt.