Sebastian cykler 30.000 højdemeter for syge børn
Sebastian Arnstedt cykler alle Danmarks 175 mountainbikeruter på 14 dage og samler penge ind til børn på de danske hospitaler.
Hvilken mountainbike rute er Danmarks bedste? Det ved Sebastian Arnstedt, når han kørt dem alle igennem på bare 14 dage - og samlet en halv million ind til syge børn undervejs.
Sebastian Arnstedt er bidt af en gal mountainbike, og han har kastet sig ud på en mission, som vil give de fleste ondt i røven, for at sige det, som det er.
- Jeg vil køre alle Danmarks 175 registrerede mountainbikespor alene og uden hjælp undervejs på 14 dage og samle penge ind til KidsAid undervejs, fortæller københavneren, der begyndte sin vilde færd i morges med en tur på mountainbikesporet i Skagen.
- Der er i denne tid mere end nogensinde før brug for støtte til børn og unge med en sygdom, som er ekstra sårbare grundet corona.
Sebastian Arnstedt, mountainbiker
I løbet af formiddagen gik turen videre over Hjørring til Katsig Bakker, Pikkerbakken, Sæby Skov og Hammer Bakker. I alt bliver turen på omkring 1.400 kilometer på mountainbikespor med 30.000 højdemeter - dertil kommer 3.200 kilometer i bil på kryds og tværs af Danmark.
- Der er i denne tid mere end nogensinde før brug for støtte til børn og unge med en sygdom, som er ekstra sårbare grundet corona. De sygdomsramte og ekstra sårbare børn og unge sidder fanget i deres hjem, på en hospitalsstue eller et tredje sted. De ved ikke hvornår, det igen vil være sikkert for dem at bevæge sig ud i samfundet igen, forklarer han om sin motivation for at sætte sig i sadlen.
KidsAid er en organisation, som normalt laver underholdning og aktiviteter for indlagte børn. KidsAids faste aktiviteter på hospitalerne er sat på pause, da tryllekunstnere, musikere og historiefortællere kan være smittebærere, og derfor ikke må komme i kontakt med børnene som vanligt.
- Vi samler ind, så vi kan give dem oplevelser at se frem imod, oplevelser de kan dele med deres nærmeste hjemme eller på hospitalsstuerne, siger han, inden han tramper sig gennem regn og hagl på sporet i Katsig Bakker.
Drenge hjælper til
Hos Sport Scandinavia i Frederikshavn sidder et hold fodboldspillere og knokler med at sætte nye labels på tusindvis af sportsartikler. I halvandet år har de samlet ikke mindre end kvart million kroner ind til KidsAid, og pengene er blandt andet gået til institutionerne Solsikken og Barnets Blå Hus.
Og for drengene er det helt OK at bytte træning ud med en god gerning.
- Pengene går jo til et godt formål. Så jeg synes, det er fint, siger Gregers Hedegaard Petersen, der spiller på U14-holdet i Bangsbo Freja.
Og han bakkes op af sin holdkammerat.
- Det gør jo noget ved mig som menneske, at jeg giver noget til nogle andre. Nogle, der måske har det lidt sværere end mig, supplerer Sebastian Mørk Erlandsen.
Og det giver godt at sætte nye labels på. I løbet af weekenden er det lykkedes holdet at tjene 7.400 kroner, som holdet overrakte Sebastion Arnstedt, da han kom på toppen af Pikkerbakken.
- Hvis hvert stop er sådan her, er jeg jo ovenud lykkelig, griner han med en stor check i hånden.
Indsamlingen - Cykel for KidsAid - varer frem til 6. juni, og foruden Sebastian Arnstedt, deltager blandt andre også den tidligere håndboldspiller Lars Christiansen og triatleten Michelle Vesterby.
Målet er at nå en halv million kroner.