Se priserne: Så meget koster en lejlighed i din kommune
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkiv.
Der er stor forskel på kvadratmeterprisen i de nordjyske kommuner. Vesthimmerlands Kommune er billigst, men Aalborg er dyrest.
For de fleste er beliggenheden en afgørende faktor, når de skal investere i lejlighed. Og der er stor forskel på, hvad man kan få for pengene, alt afhængig af netop beliggenheden.
Boliga har netop offentliggjort en opgørelse over den gennemsnitlige kvadratmeterpris i en lang række kommuner.
Listen viser, at Vesthimmerlands Kommune er det sted i Danmark, hvor man betaler mindst pr. kvadratmeter – nemlig 5.963 kroner. Til sammenligning koster en lejlighed i Frederiksberg Kommune 44.220 kroner pr. kvadratmeter – og dermed er Frederiksberg landets dyreste sted at købe lejlighed.
- Efter en årrække med høj fart på priserne på ejerlejlighederne i de største byer venter vi en noget lavere stigning for i år og de kommende år.
Mira Lie Nielsen, bolig- og formueøkonom i Nykredit
I Nordjylland er det ikke overraskende Aalborg Kommune, der løber med titlen som det dyreste sted at købe lejlighed. Her er kvadratmeterprisen 20.827 kroner. Det er en stigning på over 6000 kroner pr. kvadratmeter siden 2014, viser tal fra Boliga.
Stigningen kommer dog ikke til at fortsætte i lige så højt tempo, lyder det fra Mira Lie Nielsen, der er bolig- og formueøkonom i Nykredit.
- Efter en årrække med høj fart på priserne på ejerlejlighederne i de største byer venter vi en noget lavere stigning for i år og de kommende år, siger hun til Boliga.
Hun fortæller også, at priserne har nået et niveau, hvor færre boligkøbere kan og vil være med.
Den gennemsnitlige ejerlejlighed er på 80 kvadratmeter. Dermed koster den gennemsnitlige ejerlejlighed i Vesthimmerland 477.040 kroner, mens den i Aalborg koster 1.666.160 kroner.
Se hele oversigten fra Boliga over gennemsnitlige kvadratmeterpriser her: