Se hvem der flytter med, når du tager juletræet ind i stuen
Foto: Martin Kristiansen
I “Mikroliv i Nordjylland” undersøger Martin Kristiansen ting og steder i Nordjylland, hvor der lever mikroorganismer. Han tager prøver og dykker ned i den fascinerende verden af mikroliv gennem sit mikroskop.
Edderkopper, springhaler og amøber er med til at fejre juleaften i de danske stuer. De bittesmå dyr og organismer flytter ind med juletræerne.
For rigtig mange nordjyder er det en tradition at danse om juletræet juleaften. Juletræet giver masser af stemning og liv – bogstaveligt talt.
For det er ikke kun gaver, træet kan gemme på.
- Mellem grannålene gemmer der sig en masse små dyr og mikroskopiske organismer, som du får med som ubudne gæster, når du tager træet hjem i stuen, siger Martin Kristiansen, der er vært på “Mikroliv i Nordjylland”.
Se med, når Martin Kristiansen undersøger juletræer her:
Lille dyr med imponerende hoppeevner
Et af de dyr, man ikke behøver mikroskop for at kunne se, er springhalen. Ryster man grangrenene godt, vil man måske opdage, at der vil falde springhaler af grenen.
Springhaler lever af svampe, pollen og dødt plantemateriale, og de kan også findes i potteplanter.
De har en imponerende evne til at hoppe højt. Selvom de kun er et par milimeter høje, kan nogle af dem hoppe over 10 centimeter op i luften. Det svarer til, at et menneske ville kunne hoppe højere end Frihedsgudinden.
Edderkoppen rykker ind, og den har sin slægtning med
En klassiker i de danske hjem er edderkoppen, og når juletræet flytter ind, flytter der ofte edderkopper med.
Julemiddagen for edderkoppen kan sagtens bestå af en springhale.
Ligesom mange nordjyder har familien på besøg juleaften, er edderkoppens slægtning også med – nemlig miden.
Mider er så små, at det i mange tilfælde kræver mikroskop for at kunne se dem.
Vand i juletræsfoden giver liv
Er du en af dem, der putter vand i juletræsfoden for at få juletræet til at holde lidt længere, sikrer du gode betingelser for endnu flere små julegæster.
Efter blot få minutter med vand i juletræsfoden vil små organismer blive vækket fra deres inaktive stadier. Det gælder blandt andet rundormene.
Når der er gået nogle dage, vil det være en sand fest for både encellede og flercellede organismer i vandet. Her kan man blandt andet finde amøber og hjuldyr.
Selvom der med juletræet rykker flere gæster ind, end det egentlig var planen, er der ingen grund til bekymring.
- De er ikke farlige, så I kan trygt danse om juletræet juleaften, siger Martin Kristiansen.