Se de vilde videoer: Næstkraftigste regnbyge nogensinde rammer landsdelen
Efter otte meteorologiske sommerdage i streg, så vejret over Nordjylland noget anderledes ud mandag. Her ramte den næstkraftigste byge nogensinde nemlig landsdelen.
For det varme fugtige vejr har ifølge TV2 Vejret skabt optimale forhold for tordenbyger. Det måtte man sande i Aalborg, hvor lynnedslag skabte problemer for varmeforsyningen i sådan en grad, at en stor del af byen var uden varme.
Og bygerne var kraftige. Ikke mindst i Hadsund, hvor Søren Hjort Kjær fangede det voldsomme regnvejr på video. Her blev en garage oversvømmet.
Mandag gik der nemlig nogle kraftige byger med store hagl ned over dele af landet, og især Nordjylland blev ramt.
I Øby i Nordvestjylland blev der målt 26,1 millimeter regn på 30 minutter, og det er tæt på det dobbelte af det, der definerer et skybrud. Her skal der nemlig falde 15 millimeter på 30 minutter.
I byen blev der på et minut målt 6,1 millimeter regn, hvilket er det næsthøjeste, der er målt i Danmark, og efter fem minutter var der målt 20,5 millimeter regn, også det næsthøjeste, der nogensinde er målt.
- Den intensitet er jo helt, helt vanvittig. Hvis det var fortsat sådan, var det blevet til 120 millimeter på en halv time, så det har virkelig været voldsomt, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm.
Og den slags kraftige byger er altså ifølge TV2 Vejret et typisk fænomen oven på meget varme dage.
Tordenbygerne drives nemlig frem af varme og fugt.
Og det var altså et vejr, der kom bag på selv garvede vejrværter. For i prognoserne så det ikke ud som om, det blev så galt.
- Fra morgenstunden så det ikke ud til at blive specielt crazy, men det blev det. Det blev overraskende voldsomt både nedbør og antal, siger Andreas Nyholm.
Ifølge TV2 Vejret har der indtil klokken 16 været mere end 33.000 lyn i luften over Nordsøen og Danmark, og heraf har 868 slået ned i jorden.
Regn- og lynaktiviteten kan følges på radar i TV 2 Vejrets app.