Se billederne: Saltet hyldest til Jonas Vingegaard
Amir Hussain er en dansk/parkistansk kunstner, som bruger sand eller salt til at kreere sine kunstværker.
Den nordjyske Tour de France-vinder er nu foreviget i et kunstværk af salt.
Mens der blev grædt salte glædestårer landet over, da Jonas Vingegaard søndag løb med sejren ved årets Tour de France, besluttede kunstneren Amir Hussain i ren begejstring at kreere en hyldest til den nordjyske cykelrytter - alene af salt.
- Jeg ville vise min begejstring for, at det var en dansker der vandt. Det er sentationelt og kæmpestort, at så ungt et talent vinder - han er megasej! Derfor havde jeg simpelthen bare lyst til at dele den stolthed, som enhver dansker føler lige nu, siger kunstneren Amir Hussain, som udformer sine kunstværker af salt eller sand.
Se kunstværket af Jonas Vingegaard i salt her.
Kære Vingegaard. Vi er pisse stolte af dig! Du har bragt Danmark på verdenskortet igen. Nyd momentet – det er din tid. Du bliver længe husket i historiebøgerne! Pøj pøj fremover!
Amir Hussain, kunstner
Kæmpemæssig havefest i hjemby
Den flotte salttegning er ikke den eneste hyldest, Vingegaard modtager disse dage. Tirsdag fejres han i Holland med resten af Jumbo Visma-holdet, og onsdag vender han atter hjem til Danmark, hvor han hyldes af resten af danskerne.
Torsdag fortsætter rundturen. Her besøger hovedpersonen Glyngøre, hvor han til dagligt bor. I hjembyen er der lagt op til havefest, og her er langt fra tale om en lille en af slagsen.
Efter sidste års andenplads i Tour de France var omtrent 2000 mennesker mødt op for at lykønske Jonas Vingegaard. I år forventer arrangørerne, at der kommer op mod 10.000 personer.
Først og fremmest skal Tour-vinderen cykle rundt i byen sammen med en masse af de fremmødte børn, inden de slutter på festpladsen på byens stadion. Derefter står den på taler, musik og hyggeligt samvær, inden festen afsluttes med fyrværkeri.
Nogle børn skal køre foran ham ned gennem byen og op på stadion, hvor festen skal foregå.