Sager om flyforsinkelser lægges på is: MF'er vil have ministersvar
Politiker vil have Folketinget til at se på regler
Procesbevillingsnævnet har givet flyselskab lov til at føre fire sager om erstatning for forsinkelser ved Højesteret. Det betyder at alle sager nu forsinkes, til Højesteret kommer med en afgørelse.
Advokat og folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) har i to omgange vundet over flyselskaber, og har, som en EU-forordning foreskriver, modtaget erstatning for flyforsinkelser.
Den slags sager er der, siden Preben Bang Henriksen vandt, kun kommet flere af, men nu bliver en meget stor del af dem lagt på is. Sager ved Københavns Byret får nemlig lov til at vente på at Højesteret afgør fire sager, som Procesbevillingsnævnet har givet et flyselskab lov til at føre.
Tvisten er den formulering i EU-forordningen, der handler om forsinkelser på grund af tekniske problemer.
Men Preben Bang Henriksen kan hverken se hvorfor Procesbevillingsnævnet har givet flyselskabet lov til at føre sagen helt til Højesteret eller hvorfor Københavns Byret lægger alle andre sager til side som reaktion på det.
- Det er okay i forhold til retsplejeloven, men jeg synes ikke det er okay i forhold til forbrugerne at byretten sætter alt i stå, siger Preben Bang Henriksen.
- Og så er der klar retspraksis fra både første, anden, tredje og fjerde instans, så jeg tror på ingen måde at en afgørelse i de fire sager, der skal for Højesteret nu, kan rokke ved noget.
Han vil nu gå til Transportminister Magnus Heunicke (S), der har ansvaret for Trafikstyrelsen, der er den første instans til at afgøre sagerne.
- Jeg vil have ham til at redegøre for, hvordan vi kan sikre passagerernes rettigheder. Jeg kunne forestille mig en model hvor man vender situationen på hovedet, således at passagererne får deres penge, og så kan flyselskaberne kræve dem tilbage i retten, siger Preben Bang Henriksen.
- Det vil gøre det meget mere forbrugervenligt, fremfor nu hvor man kan have mere end svært ved i første omgang at finde ud af, hvor man skal sende sit krav hen, siger han med henvisning til flyselskaber, der skjuler eller slet ikke oplyser post- eller emailadresser.
Selv har Preben Bang Henriksen i to omgange vundet over SAS i retten. Første gang var i 1990 i en sag om overbooking og anden gang i 2010 hvor han blev mere end tre timer forsinket.