Særlov for fordrevne ukrainere forlænges: Sådan påvirker det dem
Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord
Vittus Bernlow, Teamleder for HR & Rekruttering hos Agri Nord, er glad på ukrainernes vegne. Arkivbillede.
Forlængelsen af særloven er besluttet af regeringen med opbakning fra SF, Liberal Alliance, Konservative, Enhedslisten og Radikale Venstre.
Danmark forlængede - ligesom resten af EU - torsdag særloven for fordrevne ukrainere med et år frem til marts 2025.
Opholdsgrundlaget er dermed på plads for gruppen af ukrainere. Særloven var før gældende til marts 2024.
- Det er heldigvis som forventet, lyder det fra Vittus Bernlow, der er teamleder for HR & Rekruttering hos Agri Nord.
- Vi har rigtig mange ukrainere hos vores kunder i Agri Nord, og de har spurgt efter, hvornår det sker (at særloven forlænges, red.). Jeg er glad for, at det sker nu.
Særloven kommer med godt et halvt år til, at den forrige ville udløbe. HR-chefen mener, at det kunne have resulteret i meget stress for de herboende ukrainere, hvis de skulle vente for længe på at få vished.
- Det giver dem sikkerhed på hjemmefronten, og så skal de ikke gå og spørge sig selv, ''ryger jeg ud af landet i marts måned''?, pointerer Vittus Bernlow.
Når jeg snakker med ukrainerne, siger de, at de regner med, at krigen kommer til at tage lang tid. Det har de det ikke så godt med
Vittus Bernlow, Teamleder HR & Rekruttering, Agri Nord.
Ukrainerne integrerer sig
I 2022 forklarede Vittus Bernlow, at flere ukrainere ønskede at rejse hjem igen, men at Agri Nord gerne ville beholde dem.
Ifølge ham er ukrainerne dog mere tilbøjelige til at bevare deres liv i Danmark - også efter krigen.
- Ukrainerne er ved at blive integreret, og det betyder, at de måske bliver heroppe. De har fået job, de har børn i skolen, der får danske venner, og de vil gerne lære dansk, lyder det fra Vittus Bernlow.
Han bedyrer samtidig, at der i Vesthimmerland Kommune kun er én fordreven ukrainer, der ikke er i job.
- Før forlængelsen af særloven vidste de ikke helt, om de ville til at lære dansk, fordi de var bange for at blive sendt hjem. Det vil de dog gerne med det ekstra år i landet, forsikrer Vittus Bernlow.
Den negative side af medaljen
Med den positive nyhed for de fordrevne ukrainere i landet, lægger der også den forfærdelige historie bag, at landet stadig er invaderet og i krig med Rusland.
- Når jeg snakker med ukrainerne, siger de, at de regner med, at krigen kommer til at tage lang tid.
- Det har de det ikke så godt med, lyder det fra Vittus Bernlow.
Agri Nords Teamleder for HR & Rekruttering har samtidig et håb for fremtiden for de herboende ukrainere.
- Jeg håber, at regeringen i fremtiden vil kigge længere frem end ét år. De skal have mulighed for at blive i Danmark, hvis de er integrerede og har børn i landet - også efter krigen, slutter Vittus Bernlow.