Sådan rammer barskt vintervejr time for time
I overgangen til regn bliver der risiko for isslag, hvilket kan give farlige situationer på veje og stier.
En barsk omgang vintervejr rammer Danmark søndag aften og natten til mandag, når et lavtryk sender både sne, kraftig blæst og regn ind over landet.
I perioder kan der endda komme snestormslignende tilstande, da dele af landet kan se frem til kraftigt snefald, der sammen med den tiltagende blæst risikerer at give snefygning.
TV 2 Vejret har i forbindelse med det barske vintervejr udsendt et varsel om netop kraftigt snefald.
I Østjylland og Nordjylland er der varslet op mellem ti og 15 centimeter sne i perioden søndag klokken 19 til mandag klokken 9.
For resten af landet er der udsendt varsel om mellem fem og ti centimeter sne mellem søndag klokken 17 og mandag klokken 3.
Klokken 18: Sneen falder
Snevejret begynder at trække ind over det sydlige Jylland fra midt på eftermiddagen.
Herfra breder det sig mod nordøst. Ved 18-tiden forventes snevejret at falde over den sydlige halvdel af Jylland og det meste af Fyn.
I forbindelse med sneens ankomst begynder vinden at tage til i styrke. En hård vind til kuling fra sydøst vil blæse ind over de sydvestlige landsdele.
Klokken 22: Udbredt snefald og risiko for isslag
I løbet af aftenen vil de fleste danskere opleve snefald og kraftig blæst. Faktisk er det stort set kun Bornholm, hvor det endnu holder tørt.
Længst mod sydvest begynder varmere luft at strømme op over landet, hvilket får nedbøren til at gå over i regn.
I overgangen til regn bliver der risiko for isslag, hvilket kan give farlige situationer på veje og stier.
Klokken 1: Landet deles i to
Ud på natten bliver landet nærmest delt i to.
Mod syd er nedbøren blevet til regn, mens der endnu forventes snevejr mod nord, hvilket tæller det nordlige og østlige Jylland samt Nordsjælland.
Mest barskt bliver det i Nordjylland og Østjylland, hvor der sammen med snevejret vil blæse op til en hård kuling fra sydøst med vindstød af op til stormstyrke.
Klokken 4: Sne mod nord
I de tidlige morgentimer er det kun Nordjylland, hvor sneen fortsat falder. Selvom det stadig blæser, vil sneen dog ikke fyge, da den ventes at falde som tøsne.
Mens nordjyderne står op til snevejr, vil resten af landet opleve regn mandag morgen og markant mildere vinde – helt op til 10 graders varme.
Først i løbet af mandag morgen og formiddag hører det op med at sne, mens regnvejret først slipper landet mandag eftermiddag.