"Så længe vi snakker vendelbomål, kan folk høre, hvor vi er fra"
Foto: Michael Guldbrandt
Dialekter har svære vilkår i en tid, hvor vi taler mere og mere ens. Alligevel kæmper en gruppe vendelboer for at bevare deres modersmål – nemlig vendelbomål.
Se ”Frit Vendsyssel” nederst i artiklen. Du kan også se programmet på TV2 Nord Salto søndage klokken 19.50, på TV2 Play eller på YouTube.
Er man ikke fra Vendsyssel, så skal man nok spidse ører, når Ole Nørgaard slår over i den dialekt, som han har lært fra barnsben.
En dialekt, der i skoletiden i 1950’erne var så tyk, at lærerinden inviterede sig selv til te hos Oles forældre for at bede dem om at lære ham tale et mere forståeligt sprog.
Ole Nørgaard lærte med tiden at tale rigsdansk. Men dialekten har han bestemt ikke lagt på hylden.
Han er formand for Vendsyssel-Gildet, hvis formål er at bibeholde vendelbomål, og 10-15 gange om året mødes medlemmerne for at tale med den dialekt, de holder allermest af.
- Når vi mødes, snakker jeg vendelbomål fra jeg kommer, til jeg går. Det er en måde at holde det ved lige på, siger Ole Nørgaard.
Vendelbomål på skoleskemaet
I serien ”Frit Vendsyssel” undersøger TV2 Nord, om det i praksis kan lade sig gøre at løsrive Vendsyssel fra resten af Danmark, som vendelboer jævnligt har truet med gennem tiden.
Her sætter tilrettelæggerne Rikke Kjølby og Michael Guldbrandt sig blandt andet på skolebænken sammen med 7.D på Sæbygård Skole for at lære vendelbomål.
Det er nemlig de næste generationer, der er afgørende for, om dialekten overlever.
- Der er ikke så mange, der kan det, som der har været. Jeg har selv to drenge, og ingen af dem snakker vendelbomål – kun når de skal drille mig, siger Ole Nørgaard.
Vendsyssel-Gildet
- Vendsyssel-Gildet er en forening med formål om at fremme kendskabet til dialekterne i Vendsyssel
- Blev stiftet i 1982 på initiativ af højskoleforstander Knud Fogt og Astrid Kiil
- Fik 150 medlemmer inden for det første år
- Mødes 10-15 gange om året
- Har udgivet en sangbog
Der er også nogen, der siger, at man skal lade dialekter uddø, hvis ikke de lever naturligt selv. Hvad siger du til det?
- Jeg synes ikke, de er for kloge, svarer Ole Nørgaard med et grin.
Taler rigsdansk til hverdag
Selvom Ole Nørgaard insisterer på at bevare vendelbomål, taler han rigsdansk i dagligdagen.
Det føler han, at han er nødt til, for at folk kan forstå ham.
Men når han møder en, der taler vendelbomål, slår han over i dialekten.
- Jeg tror på, at der bliver ved med at være nogen, der snakker vendelbomål. Dog ikke helt på samme måde, som vi gør i dag. Det er trist, siger Ole Nørgaard.
Se andet afsnit af "Frit Vendsyssel" herunder - og find hele serien ved at trykke her.