Så er der mundbind i alle størrelser - også til børn
Børn har hidtil måttet tage til takke med mundbind i voksenstørrelse, men nu kan man også få mundbind specifikt til børn. Arkivfoto: TV2 Nord
Selvom mundbind til børn under 12 år stadig ikke er et krav, har der været stor efterspørgsel alligevel. De er nu kommet i salg i Dagrofas butikker landet over deriblandt også hos Meny i Aabybro, hvor man også oplever efterspørgsel særligt til de børn, der skal ud og rejse.
Efter statsministeriets pressemøde i forrige uge, da mundbind i al offentlig transport blev et lovkrav for alle børn og voksne i alderen 12 år og op, har mange af landets butikker oplevet en stigende efterspørgsel på mundbind også til børn.
Selvom det endnu ikke er et lovkrav for børn under 12 år at bære mundbind i kollektiv transport eller andre steder i samfundet, har der stadig været behov for mundbind til børn over 12 år, da de almindelige mundbind til voksne ikke passer børnene ordentligt.
- Vi ved, det er svært for børn at få mundbind, der sidder ordentligt, og derfor har vi brugt mange kræfter på at få mundbind hjem, som også passer dem, lyder det fra Michael Christensen, der er kategoridirektør i Dagrofa.
En af de butikker, som nu har de særlige børnemundbind på hylderne, er i Aabybro.
- Det har mest været dem, der har skullet ud at rejse, der har efterspurgt mundbindet, lyder det fra butiksbestyrer, Vagn Tidselbach, MENY i Aabybro.
Han kan glæde sig over, at forretningen nu har mundbind, der i størrelse passer til børn.
De nye mundbind er CE-mærkede og godkendte medicinske mundbind af typen I. Dagrofa afventer yderligere en leverance af netop sikkerhedsgodkendte mundbind til børn af typen IIR, som forventes snart at lande i butikkerne.
- Jeg er meget glad for, at vi nu kan bidrage til, at vores kunder kan få mundbind i alle størrelser. Vi får løbende nye forsyninger hjem, så der vil være flere typer mundbind at vælge imellem, siger Michael Christensen i en pressemeddelelse.
Selvom mundbind lige nu ikke er et krav til børn under 12 år, så har statsminister, Mette Frederiksen netop i forbindelse med pressemødet i sidste uge sagt, at hun ikke ville afvise, at mundbindet også kunne blive et krav i andre dele af samfundet, hvis ikke spredningen af COVID-19 kommer under kontrol.