S-ordfører vil hjælpe trængte gymnasier
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Såkaldte udkantsgymnasier risikerer at ende i økonomisk uføre efter årsskiftet, hvis ikke en aftale om økonomisk tilskud til dem falder på plads inden da.
Der bliver råbt vagt i gevær fra en række gymnasier i tyndt befolkede områder. Fra nytår ser et økonomisk tilskud ud til at bortfalde, og det betyder, at gymnasierne har en halv million kroner mindre at gøre med, end de har haft de seneste år.
31 udkantsgymnasier har fået et tilskud på en halv million kroner om året per skole, mens de ventede på en gymnasiereform, der skulle forsimple det såkaldte taxametersystem og permanent løse de problemer, de små gymnasier i mindre byer har med at få økonomien til at hænge sammen.
I Nordjylland har gymnasierne i Fjerritslev, Dronninglund, Brønderslev, Mariagerfjord, Vesthimmerland, Thisted og på Mors fået tilskud. Står det til Socialdemokratiets undervisningsordfører, så skal der findes en løsning.
- Det er vigtigt for os, at mindre gymnasier i tyndt befolkede områder kan overleve, og derfor er det heller ikke helt rigtigt, at vi vil fjerne tilskuddet, siger Jens Joel (S) og fortsætter:
- Men det er rigtigt, at der er nogle tilskud, der udløber, og vi sidder lige nu og forhandler om, hvordan vi kan sikre, at gymnasier ikke knækker nakken, indtil vi har fundet løsninger på de store spørgsmål omkring taxametersystemet.
Har fyret lærere
I Fjerritslev har gymnasiet - på trods af tilskuddet - allerede set sig nødsaget til at sige farvel til personale. Situationen kan blive endnu værre, hvis tilskuddet til udkantsgymnasierne bortfalder.
- Selv om vi i foråret måtte sige farvel til tre lærere, og i de seneste to år har udskudt vedligeholdelsesarbejde for flere millioner kroner, kan vi ikke få økonomien til at hænge sammen. Vi forventer et underskud i 2023 på 1,1 millioner kroner og på 1,4 millioner kroner i 2024, siger rektor Mikkjal Helmsdal.
Jens Joel mener dog ikke, at gymnasierne skal frygte for fremtiden. Det er nemlig en vigtig prioritet for regeringen at sikre gymnasiernes økonomiske fundament.
- Vi vil gerne sikre, at også gymnasier i de tyndere befolkede områder kan leve og overleve, og derfor har vi allerede lavet en aftale, som sikrer en minimumskapacitet på de mindste gymnasier. Det er rigtigt, at der har været en konkret udfordring med et tilskud, der udløber, før der er fundet en permanent løsning. Det er derfor, vi forhandler i disse dage, siger Jens Joel.
Hvornår kan gymnasierne forvente, at aftaler falder på plads, så de har nogle økonomiske rammer at rette sig efter?
- Når vi forhandler nu og ikke i forbindelse med eksempelvis finansloven, så er det, fordi vi godt ved, at gymnasierne har brug for at vide, hvad status er efter nytår. Derfor forsøger vi at få lukket en aftale allerede nu, siger undervisningsordføreren, som håber, at en aftale snart falder på plads, siger Jens Joel.