S og V: Tredje limfjordsforbindelse er nødvendig
Der var ingen penge til den tredje limfjordsforbindelse i regeringens trafikinvesteringsplan, der blev fremlagt i dag. Og det vækker harme blandt flere nordjyske politikere.
Nordjylland er blevet overset i regeringens trafikplan. Der er blevet afsat 50 millioner kroner til at udvide motorvejen nord for limfjordstunnellen, men det er langt fra nok, mener politikere fra begge fløje.
- Efter den gamle karakterskala får den et femtal. Det er simpelthen for ringe, at der ikke er afsat flere midler til at udvikle den nordjyske infrastruktur, siger regionsformand Ulla Astman (S) til TV2/Nord.
- Jeg er folketingsmedlem, men jeg er især nordjyde, og derfor kan jeg ikke være tilfreds med de planer, der for trafikken i det nordjyske, siger Birgitte Josefsen (V).
Ud over planerne om at udvide motorvejen nord for tunnelen er det også meningen, at Nordjylland skal indgå i et forsøg, hvor man afprøver intelligente trafikstyringssystemer, der skal hjælpe med at få trafikken til at glide mere problemfrit. Men de nordjyske politikere fra Socialdemokraterne og Venstre er enige om, at det ikke er en holdbar løsning at skrinlægge planerne om en tredje limfjordsforbindelse.
- På kort sigt er det et supplement med en motorvejsudvidelse og trafikstyringssystemet, men der er brug for en tredje forbindelse, siger Ulla Astman (S).
- Det er en langsigtet problemstilling, og derfor kan det ikke hjælpe noget, at vi venter med at gøre noget, til hele læsset er væltet, siger Birgitte Josefsen (V).