Robotstøvsugere til ældre er ok
Foto: Jesper Lange
Flere nordjyske kommuner overvejer at indføre robotstøvsugning hos de ældre borgere.
Ankestyrelsen giver grønt lys til, at kommunerne må skifte hjemmehjælperen ud med en robotstøvsuger. I Nordjylland overvejer over halvdelen af kommunerne at indføre robotterne.
Robotstøvsugning hos ældre har på det seneste vakt både debat og kritik. Alligevel må kommunerne gerne skifte hjemmehjælperen ud med den lille robot. Det har Ankestyrelsen netop slået fast i en principiel sag. Ifølge Ankestyrelsens afgørelse er det i orden, at kommunerne beder den ældre om at bruge robotten, men en række forhold skal være opfyldt, og hver enkelt borger skal vurderes individuelt.
En række nordjyske kommuner overvejer at erstatte rengøringen med den lille robot. En rundspørge, som TV2/Nord har foretaget, viser, at seks ud af de 11 nordjyske kommuner overvejer - eller allerede er i gang med forsøg med robotstøvsugeren. De seks kommuner er: Thisted, Frederikshavn, Læsø, Jammerbugt, Aalborg og Vesthimmerlands Kommuner. I mange af disse kommuner afprøver man først robotterne på de kommunale plejecentre, hvorefter man vil overveje, hvorvidt forsøget skal indføres permanent.
I Ældre Sagen er man bekymrede for, om de ældre får gjort godt nok rent med en robotstøvsuger.
- De har ikke mulighed for at klare det alene, blandt andet fordi den støder på ting og ikke altid kan klare at støvsuge hen over tæpper. Støvsugeren er jo også tung og svær at flytte rundt på for de ældre. Så hvis det skal indføres, så må man give den ældre hjælp til at sætte støvsugeren i gang, siger Hans Vinther Buus, formand for Ældre Sagen i Aalborg Kommune.
I fem nordjyske kommuner, nemlig Morsø, Rebild, Brønderslev, Hjørring og Mariagerfjord Kommuner ønsker man ikke at indføre robotstøvsugeren. I Mariagerfjord Kommune har man fravalgt ordningen efter stor kritik af forslaget om, at de ældre selv skulle betale for deres egen robotstøvsuger.