Riis ny sportschef i Fortuna
Fortuna Hjørrings nye sportschef, 42-årige Jannik Riis, skal få Fortuna Hjørring tilbage på toppen af dansk kvindefodbold.
Ambitionerne er tårnhøje i Fortuna Hjørring. Målet er at støde Brøndby af tronen næste sæson, så både mesterskab og pokaltitel kommer til Vendsyssel. Klubbens nye sportschef Jannik Riis skal være med til at opfylde klubbens store ambitioner.
- Vi har i snart et år ledt efter en sportschef, men har hele tiden ventet på, at den rigtige skulle dukke op. Det skete med Jannik Riis, siger formand for Fortuna Hjørring A/S Per Boe Larsen.
Jannik Riis har UEFAs A-licens, og har tidligere været sportschef i Støvring, ligesom han er et kendt navn på især ungdomssiden i DBU-regi. Han ser frem til at arbejde med kvindefodbold på allerhøjeste niveau.
- Jeg er meget stolt over at blive Fortunas nye sportschef. Jeg har stor respekt for klubbens historie, og jeg vil gå meget ydmyg ind til opgaven og samtidig gøre mit til, at Fortuna på de sportslige felter videreudvikler deres flotte position i dansk pige- og kvindefodbold, siger Jannik Riis.
Jannik Riis har tidligere været træner i både AaB og Støvring.