Rift om nye medarbejdere: De nordjyske arbejdsgivere skal tænke nyt
Pleje- og omsorgsområdet er den branche i Nordjylland, der har flest jobannoncer hos jobportalen Ofir.
Det vrimler med jobannoncer fra nordjyske virksomheder i øjeblikket, så arbejdsgiverne skal stramme sig an, hvis de vil tiltrække nye medarbejdere, lyder det fra jobportalen Ofir
Den nordjyske ledighed er i øjeblikket på det laveste niveau siden før finanskrisen i 2008, og virksomhederne skriger på arbejdskraft. Jobmarkedet er i høj grad arbejdstagers marked i øjeblikket, og sådan har det været de seneste måneder, fortæller direktør i jobportalen, Ofir Karsten Vikke.
Han vurderer situationen ud fra, at antallet af jobopslag hos Ofir aldrig har været større.
- Med en stigning på 58 procent siden 2020 er Nordjylland i øjeblikket det sted i landet, der oplever den største stigning, siger han, og det har især taget fart fra juni i år og frem til nu.
Jobportalen Ofir.dk
Ofir.dk er en af Danmarks største jobportaler med cirka 500.000 besøgende hver måned. Virksomheden er en del af den børsnoterede koncern North Media A/S, der leverer platforme og kanaler til erhvervslivets kommunikation med forbrugerne.
Stigningen i jobannoncer baserer sig på en opgørelse fra Ofir, der i øjeblikket har cirka 25.000 ledige job opslået på landsplan.
Kilde: Ofir
Ikke på grund af corona
Stigningen i antallet af jobannoncer er vel at mærke ikke på grund corona-krisen, lyder det fra direktøren.
- Bortset fra en periode i foråret var 2020 faktisk et fint år med hensyn til jobopslag med stigende tendens allerede fra juni og resten året, siger Karsten Vikke.
Alt for mange virksomheder kører på automatpilot, når de laver jobopslag, og det duer ikke mere.
Karsten Vikke, adm. direktør i jobportalen Ofir
De mange jobopslag giver masser af muligheder for folk, der vil søge nyt job, men for arbejdsgiverne betyder det, at de skal kæmpe mere for at få stillingerne besat med de rette personer, lyder det fra Ofirs direktør.
- Virksomhederne bliver nødt til at tænke nyt og mere målrettet, når de vil i kontakt med potentielle ansøgere, siger Karsten Vikke.
- Alt for mange virksomheder kører på automatpilot, når der laves jobopslag, og det duer ikke mere, siger han.
Brug de sociale medier
De sociale medier skal mere i spil, og i øjeblikket er det især Facebook, LinkedIn og Instagram, der kan bruges til at få kontakt med de rette personer.
- Men det bevæger sig hele tiden. Vi holder løbende øje med andre medier som for eksempel Snapchat og TikTok, siger Karsten Vikke.
Derudover skal virksomhederne i langt højere grad fokusere på, hvad de har at tilbyde de nye medarbejdere. I den nuværende situation skal de gøre sig attraktive for arbejdstagerne, lyder det fra Ofirs direktør.
- Man bliver nødt til at forholde sig til, at det i øjeblikket er arbejdstagers marked. Derfor bliver de nødt til se på, hvad virksomheden har at tilbyde. Det kan være noget så banalt som løn, men det kan også være mulighed for hjemmearbejde eller andet, siger Karsten Vikke.
Antal nordjyske jobopslag på Ofir, fordelt på brancher
- Håndværk og service: 286
- Industri: 228
- Undervisning og pædagogik: 129
- Hotel og restauration: 125
- Pleje og omsorg: 1125
Opgjort 24. september 2021. Kilde: Ofir
Laveste nordjyske ledighed siden finanskrisen i 2008
Der er i øjeblikket en generel ledighedsprocent i Nordjylland på 3,6 procent med 10.161 fuldtidsledige.
Juli 2020 til juli 2021 er antallet af beskæftigede steget med 9339 personer, mens ledigheden i samme periode er faldet med 4057 personer.
Kilde: RAR Nordjylland