Retssag om omstridt testcenter fortsætter
Striden om et nationalt testcenter for vindmøller skal fortsætte ved retten. Men træfældningen kan genoptages.
Der er fortsat håb for modstanderne af byggeriet af det omstridte vindmølletestcenter i Østerild Klitplantage i Thy efter, at Vestre Landsret mandag kom med en afgørelse i sagen.
Men samtidig giver retten grønt lys for, at træfældning i området nu kan fortsætte. Modstandere repræsenteret ved Landsforeningen for Bedre Miljø har indbragt sagen for Vestre Landsret med det mål at få erklæret byggeriet af testcentret ugyldigt.
Samtidig ønskede foreningen, at sagsanlægget mod Miljøministeriet, der står for byggeriet, skal have opsættende virkning på det byggeri af testcentret, der allerede er i gang.
I landsrettens afgørelse hedder det, at sagen fortsat skal behandles af landsretten. Men landsretten mener dog ikke, at behandlingen af sagen skal have opsættende virkning på byggeriet.
Desuden finder landsretten at to af de ti personer, som Landsforeningen for Bedre Miljø har anlagt sagen på vegne af, ikke har tilstrækkelig interesse i sagen, da de ikke ejer jord i området.
Landsretten mener også, at Landsforeningen mod Bedre Miljø ikke har tilstrækkelig interesse i at få afgjort nogle påstande om muligheden for ekspropriation af ejendomme, som foreningen ikke ejer. Landsretten skulle allerede være kommet med sin afgørelse 11. august.
Samtidig udsatte miljøminister Karen Ellemann (V) fældningen af træer i området, som har givet anledning til en række sammenstød mellem politi og demonstranter i løbet af sommeren.
I alt skal 266 hektar skov fælles for at skabe den nødvendige plads til et nationalt vindmølletestcenter med plads til syv testmøller på op til 250 meters højde. Foreløbig er der fældet 12 hektar skov.