Regnskab 2018: Spar Nord-direktør er tilfreds med første kvartal
Foto: Spar Nord
Lasse Nyby og Spar Nord præsenterer et overskud for 2017 på 989 millioner kroner.
Opgørelsen over Spar Nords første kvartal viser et resultat på 311 millioner kroner efter skat.
Spar Nord har i dag offentliggjort regnskabet for første kvartal i 2018. Det viser et resultat efter skat på 311 millioner kroner.
Resultatet hænger sammen med stabile rente- og gebyrindtægter samt en ekstraordinær indtægt fra Bankinvest. Og så betyder kundernes stadig mere robuste økonomi, at en del af bankens nedskrivninger nu kan tilbageføres som en indtægt i regnskabet, skriver de i en pressemeddelelse.
Med 311 millioner efter skat svarer det til en egenkapital på 15 procent. Det er på niveau med resultatet for samme periode i 2017.
- Bundlinjen og vores egenkapitalforrentning er vi selvsagt godt tilpasse med - også selv om det gode resultat hænger sammen med engangsindtægten fra Bankinvest. Desuden er det positivt, at udviklingen i vores kunders økonomi nu gør en del af vores nedskrivninger unødvendige. Det er selvfølgelig først og fremmest positivt, fordi det afspejler en generel bedring i samfundsøkonomien og herunder husholdningernes økonomi, men det betyder også, at vi som en naturlig konsekvens nu kan tilbageføre en del af vores nedskrivninger som en indtægt, siger administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Vi hæfter os samtidig ved, at vi efter en periode med stort pres på vores rentemarginal og fald i vores nettorenteindtægter nu endelig ser en stabilisering. Samtidig fortsætter vi med at tage markedsandele på udlånssiden med positiv afsmittende effekt på både nettorenteindtægter og gebyrindtægter, og det er en udvikling, der er værd at glæde sig over.
Har opjusteret årsresultatet for 2018
Spar Nord har i løbet af første kvartal af to omgange opjusteret forventningerne til hele årets resultat før nedskrivninger fra niveauet 1,1 milliarder kroner til niveauet 1,3 milliarder kroner. Og resultatet for første kvartal ændrer ikke på opjusteringerne.
- På baggrund af udviklingen i første kvartal fastholder vi den opjusterede forventning til hele året og herunder et resultat efter skat på omkring 1 milliard kroner, siger Lasse Nyby.