Regionens udgifter til slankemedicin er eksploderet: - Det er med til at presse os
Udgifterne til medicinen Ozempic er næsten fordoblet.
Siden slanke- og diabetes-medicinen Ozempic har ramt markedet, så er udgifterne tårnet op hos regionerne. Det samme er gældende hos Region Nordjylland.
Sidste år brugte regionen 42 millioner kroner på tilskudsudgifter mellem januar og september. For samme periode i år er tallet steget til 78 millioner kroner.
- Der er jo pres på hele vejen rundt i vores sundhedsvæsen. Og med det her ekstra høje medicinforbrug, der er på semaglutid (stoffet i Ozempic, red.), så er det jo også noget, der er med til at presse os, siger Pia Buus Pinstrup, der er formand for udvalget for det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland.
Den markante stigning skyldes, at der er langt flere nordjyder, som får ordineret Ozempic hos deres praktiserende læge. Dermed kan borgeren få tilskud til medicinen fra regionen.
I 2022 var der 5400 nordjyder, som indløste en recept på Ozempic, og i år ligger det tal på 6800.
VIDEO: Se interviewet med Pia Buus Pinstrup herunder:
Guideline før medicin tages i brug
Der er også medicinen Wegovy, som indeholder det samme stof, semaglutid, som Ozempic. Men forskellen er, at Wegovy alene betegnes som slankemedicin, og derfor er det uden tilskud.
Ifølge Lægemiddelstyrelsen er Ozempic godkendt til personer over 18 år, der har type 2-diabetes, mens Wegovy er godkendt til personer med en BMI over 30, eller et BMI over 27 i kombination med vægtrelaterede helbredsproblemer. Men tidligere har det været fremme, at nogle praktiserende læger udskriver Ozempic-medicinen uden de krav er opfyldt hos patienten.
Det fik i august Region Nordjylland til at sende et bekymringsbrev til 32 læger i forhold til, at der var mange, der potentielt fik ordineret medicinen uberettiget.
Og før Ozempic skal ordineres, så er der andre behandlingsmåder, der skal forsøges.
- Der er en guideline til det her medicin, og det skal man bruge på en bestemt måde. Og lige præcis det her medicin, det er ikke noget, der er førstevalget, fordi det selvfølgelig er dyrt. Så derfor er der nogle andre præparater, man vælger til først. Og det skal selvfølgelig være prøvet af, før man gør noget andet, siger Pia Buus Pinstrup.