Regionen tager de unge i ørerne - husk tandlægen
Foto: Joakim Brader
Det kniber for de nordjyske unge med at huske tandlægen, når de skal til at betale for at få bisserne tjekket.
Næsten 3000 unge nordjyder har ikke sat sig i en tandlægestol, siden de fyldte 18 - det vil Region Nordjylland lave om på med elektronisk reminder.
"Kære Emma, det er tid til at få tjekket dine tænder."
Lignende beskeder vil lande i 2847 unge nordjyders e-boks inden længe, fordi de ikke har været ved tandlæge, siden de forlod børne- og ungdomstandplejen som 18-årige. Og den slags forsømmelse kan koste dyrt senere i livet, hvor de risikerer alvorlige tandproblemer.
Derfor går Region Nordjylland - og alle andre regioner i Danmark også for den sags skyld - ind i kampen for at minde de unge om vigtigheden af at holde tandhygiejnen ved lige. På landsplan er det hele 44 procent af årgang 1996 - altså 32.000 unge - der ikke har fået bestilt tid til et tandeftersyn.
De har nu udsigt til en påmindelse fra regionerne, som gerne vil vænne dem til at gå til voksentandpleje.
- Tandlægen er måske ikke den første, man husker at ringe til, når man fylder 18. De fleste har fuld gang i uddannelse, sport og kærester, så derfor vil vi hjælpe med at huske dem på, at de selv skal bestille tid, siger Anders Kühnau, formand for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg.
Tandlægeforeningen håber også, at den fælles indsats vil gavne de unges tandsundhed:
- Jeg er glad for, at vi sammen med Danske Regioner nu gør de unge opmærksomme på vigtigheden i at gå regelmæssigt til tandpleje. Den bedste forsikring mod tandsygdomme og store tandregninger er at gå regelmæssigt til tandpleje, siger formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg.
For at nå ud til de unge, lancerer Tandlægeforeningen og Danske Regioner i denne uge også en kampagne på de sociale medier, som forhåbentlig vil hjælpe de unge med at huske at få bestilt en tid til tandundersøgelse.