Regeringen vil have fingrene i Laust: - Ser det som en åben mulighed
Laust Herold Mikkelsen bliver snart student, og så skal han sammen med sine klassekammerater beslutte sig for, hvad fremtiden bringer.
Laust Herold Mikkelsen er færdig på Nørresundby Gymnasium, når han bliver student inden ganske længe. Han skal i gang med et sabbatår, og her vælger tusindvis af unge hvert år at tage en tørn som værnepligtig.
Og dem skal der være endnu flere af i fremtiden. I hvert fald hvis det står til regeringen, som tirsdag præsenterede deres nye forsvarsudspil.
Her står der både flere værnepligtige på ønskesedlen kombineret med en længere værnepligt end de fire måneder, som det er i dag.
- Jeg vil bestemt gerne se det som en åben mulighed. De ting man ser på sociale medier vidner om, det nærmest er en halv efterskole, med at det er en oplevelse, man får ud af det, siger Laust Herold Mikkelsen.
VIDEO: Se indslaget herunder:
Får betydning for kasernerne
Flere værnepligtige indgår i planerne, om at regeringen vil investere 143 milliarder kroner i det danske forsvar over de næste 10 år. Det vil også få betydning for landets kaserner.
- Hvis vi får flere soldater skal vi måske have mere indkvartering. Vi skal måske have noget mere materiel, og det betyder, vi skal have flere værksteder. Så skal vi have flere mekanikere til at pleje det her materiel, og vi skal have flere officerer og befalingsmænd til at uddanne vores personel, siger Hans Henrik Paulsen, der er fællestillidsrepræsentant ved Trænregimentet i Aalborg.
Laust Herold Mikkelsen overvejer lige nu en fremtid i Forsvaret. Og ifølge ham skal rekrutteringen af et stigende antal værnepligtige sikres gennem hele oplevelsen.
- Man skal købe ind på oplevelsen. Det er mit umiddelbare bud. Det er også at bygge på fællesskabsfølelsen, som er det, der lokker. Det burde måske være det, der er mest attraktivt for at gå ind i værnepligten, siger Laust Herold Mikkelsen