Regeringen: Flere ejere skal udleje deres sommerhus
Foto: EDC, Ole Bo
Regeringen har mandag udsendt et nyt udspil, hvor et af punkterne er højere fradrag på sommerhusudlejning, så flere ejere vil udleje deres feriehus.
Der er godt nyt på vej til de nordjyske sommerhusejere og andre, der lejer deres bolig ud i kortere perioder.
Regeringen er klar med en række nye initiativer, der skal fremme deleøkonomi, og et af dem er at hæve bundfradraget på korttidsudlejning fra 24.000 til 36.000 kroner.
Medindehaver hos Feriepartner Jammerbugt, der står for udlejningen af flere feriehuse i Nordjylland, Jan Brusgaard, fortæller, at det højere fradrag kommer til at have en stor effekt på sommerhusudlejningen.
I branchens råbes der efter flere huse, og vi vil jo gerne kunne imødegå efterspørgslen. Vi skal bare have nøglerne til sommerhusene, så vi kan levere til kunderne
Jan Brusgaard, Medindehaver hos Feriepartner Jammerbugt
- Man kunne tydeligt se, da regeringen sidste satte fradraget op, at der var mange flere sommerhuse, der blev udlejet. Hvis udspillet bliver vedtaget, vil det igen få flere til at udleje deres feriehus, og de vil også udleje i længere tid, så de kan nå at udnytte fradraget helt, siger Jan Brusgaard.
Medindehaveren peger på, at der er en meget lav udlejningsfrekvens i Nordjylland, hvor kun 20-25 procent af ejerne lejer deres feriehuse ud. Og det er en skam, for lige nu står massevis af lejere i kø for at få lov at leje et feriehus.
- Det er især tyskerne, der sukker efter vores sommerhuse. I branchen råbes der efter flere huse, og vi vil jo gerne kunne imødegå efterspørgslen. Vi skal bare have nøglerne til sommerhusene, så vi kan levere til kunderne, siger Jan Brusgaard.
Det højere fradrag bliver dog betinget af, at udlejningen sker gennem en tredjepart, AirBNB eller et andet udlejningsselskab, der så indberetter lejeindtægten til SKAT.
Danskere skal være bedre til at dele
Det nye forslag til sommerhusfradraget indgår i et udspil fra regeringen med i alt 22 punkter, der blev præsenteret mandag.
- Deleøkonomien rummer et kæmpe potentiale for vækst og velstand i Danmark, og det skal vores skatteregler selvfølgelig understøtte. Løsningen er at gøre det både enkelt og økonomisk attraktivt for danskerne at bruge de deleøkonomiske platforme, som samarbejder med skattevæsenet. På måde får danskerne mere gunstige skattevilkår – og skattemyndighederne har større sikkerhed for, at alle betaler den rette skat. Det tager vi et stort skridt i retning af i dag, siger skatteminister Karsen Lauritzen (V).
Samtidig vil regeringen også skarpe klarhed omkring de gældende regler. Derfor vil de også sætte en minimumsgrænse på 90 dage for, hvor mange dage om året danskerne må korttidsudleje deres bolig. De enkelte kommune kan vælge at sætte en højere grænse, men ikke en lavere.
Nordjylland har over 36.000 sommerhuse.