Regeringen fjerner betaling for barnløse
Foto: TV2/Nord
(Arkivfoto)
Den nye regering ruller planen om brugerbetaling for kunstig befrugtning tilbage. Næste år er det gratis.
Det skal igen være gratis at blive behandlet for barnløshed. En behahandling, som blandt andet bliver udført på fertilitetsklinikken på Dronninglund Sygehus.
Regeringen vil i næste års finanslov fjerne den brugerbetaling, som blev indført af VK-regeringen og Dansk Folkeparti i den såkaldte genopretningspakke om dansk økonomi fra maj 2010.
- Det har hele tiden været et klart ønske hos regeringen at afskaffe den urimelige brugerbetaling på kunstig befrugtning. Ufrivilligt barnløse skal kunne få hjælp uden at have pengepungen op af lommen, siger sundhedsminister Astrid Krag (SF).
VK-regeringens brugerbetaling på området skulle spare omkring 200 millioner kroner årligt på de offentlige budgetter.
Samtidig skulle det også koste at blive steriliseret - nemlig 8500 kroner for mænd og 13.000 kroner for kvinder. Men også her bliver det nu gratis at få foretaget indgrebet. Det kommer til at koste 50 millioner kroner på næste års finanslov.
Det bliver ligeledes gratis at få refertilisation - altså at få en operation, så man igen kan få børn, hvis man skulle fortryde, at man er blevet steriliseret.
Endelig lægger forslaget op til, at egenbetaling for fertilitetsmedicin sænkes, så man maksimalt kan komme til at betale 3555 kroner årligt mod tidligere 15.000 kroner. De 3555 kroner er den normale grænse for egenbetaling af tilskudsberettiget medicin.
Sundhedsminister Astrid Krag siger, at alle borgere skal have fri og lige adgang til sundhed. Og i Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse er der glæde over regeringens udspil, siger formanden, Annika Lion Kristensen.
- Vi var i tillid til, at de selvfølgelig ville rulle brugerbetalingen tilbage, da det var et fælles valgløfte fra de tre regeringspartier og Enhedslisten. Det er troværdig sundhedspolitik. Man har lyttet til eksperternes meldinger og til de barnløse, siger hun.
Ifølge Dansk Fertilitetsselskab er der siden indførslen af brugerbetaling sket et fald på 20 procent i antallet af behandlinger på offentlige klinikker.
/ritzau/