Redningsaktion sekunder fra at gå galt
Foto: Jan Pedersen
En ældre mand kørte i nat i Limfjorden i sin bil.
Natten til mandag var en 77-årig mand sekunder fra at drukne, da han kørte i Limfjorden med sin bil. Bilen var tæt på at gå under, og trække redningsfolkene med. [b]Se billeder fra redningsaktionen. [/b]
En ældre mand kørte ved tre-tiden i nat i Limfjorden i sin bil ved Vestre Fjordvej i Aalborg. Da Beredskabscenter Aalborg nåede frem til stedet, var manden bag rattet ved bevidsthed og råbte om hjælp, mens han hamrede på bilens ruder.
To brandmænd blev sendt ud på isen på en slæde for at redde manden ud af bilen, der var 25 meter ude i vandet.
For at komme ind til den ældre mand, der sad fastklemt på forsædet, måtte de to brandmænd smadre bilens bagrude, hvorefter vandet fossede ind i bilen. Bilen var sekunder fra at hive både brandmændene og den ældre mand med under vandet, da den hurtigt begyndte at synke.
Man overvejede kort, om redningsaktionen skulle indstilles, da de to brandmænd på isen begyndte at råbe om hjælp.
- Når en brandmand råber om hjælp, så betyder det altså hjælp, siger vagthavende indsatsleder Peter Reinau.
De to brandmænd gav dog ikke op, og kort før bilen sank, fik de manden rykket fri og ud af bilen. Den 77-årige blev kørt på sygehuset og har det efter omstændighederne godt.
Se mere i vores i TV2/Nord klokken 12.10.