Reaktioner på årsdag for påsejling
Foto: Lars Horn, Baghuset
De første stålelementer til den nye broklap til jernbanebroen i Aalborg ankom til Aalborg den 11. oktober 2012.
Minister undskylder, mens ekspert kalder det bevidst nedprioritering.
I morgen er det et år siden, at jernbanebroen efter en påsejling blev sat ud af drift. Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) undskylder i dag, at nordjyder har måttet vente så længe på, at broklappen skulle blive færdig, så det igen kan blive muligt at tage toget over fjorden.
- Jeg ved godt, at det har generet tusindvis af mennesker hver dag, og der er kun at komme med verdens dybeste beklagelse. Vi vil gå i tænkeboks og spørge os selv, om vi har tilrettelagt det her på den rigtige måde, siger Henrik Dam Kristensen til NORDJYSKE Stiftstidende.
Samtidig siger professor i bæredygtige konstruktioner Lars Damkilde, at det skyldes en bevidst nedprioritering af Nordjylland, at broen endnu ikke er færdig. Som argument herfor påpeger han, at reparationstiden havde været anderledes, hvis Lillebæltsbroen eksempelvis var blevet påsejlet på samme måde.
- Der ville have været et voldsomt pres. Man ville ikke have haft råd til at udsætte reparationen af Lillebæltsbroen, hvis den var forhindret i at transportere tog, siger han til DR P4/Nordjylland.
På grund af de mange udsættelser har BaneDanmark gennem lang tid ikke ønsket at komme med en dato for, hvornår broen igen kan tages i brug, men de meldte for nylig ud, at den åbner igen d. 29. april - 13 måneder efter påsejlingen.