Rasmus har løbet 246 kilometer i Grækenland: - Det var lidt uvirkeligt, om det virkelig kan passe
Foto: Pia Beltoft
Den 46-årige ultraløber Rasmus Rasmussen fra Pandrup har løbet 250 marathons. I weekenden var turen kommet til det 246 kilometer lange Spartathlon i Grækenland.
I weekenden blev det traditionsrige Spartathlon afholdt i Grækenland med deltagelse af flere nordjyder, heriblandt Rasmus Rasmussen fra Pandrup, der løb 246 kilometer på 32 timer.
46-årige Rasmus Rasmussen fra Pandrup deltog i weekenden i det 246 kilometer lange ultraløb Spartathlon i Grækenland.
Han løb sit første marathon i 2009 og har i alt løbet 250 marathons.
På grund af skader fra juni sidste år og frem til 14 dage før havde han først besluttet for at stille til start en uge før. Og målet var derfor bare at komme igennem.
- Jeg tror, det bare er en drøm, der ligger i de fleste ultraløbere, at man må ned at prøve det her løb. For det er jo ikke et løb, man bare kan tilmelde sig. Det bliver kaldt et af verdens hårdeste ultraløb, og det gør, at det kunne man da egentlig godt tænke sig at prøve, fortæller Rasmus Rasmussen.
Det var lidt uvirkeligt, om det virkelig kan passe, at det er sket. Det er første gang, jeg har løbet så langt, så det var en prøvelse.
Rasmus Ramussen
Hårdt og varmt
Fredag klokken 7 blev løbet skudt i gang i Athen.
- Helt fra starten var det en vild oplevelse, for varmen er der, og der var utrolig mange bakker. Mange flere, end jeg lige havde forestillet mig.
De første 80 kilometer blev løbet på omkring otte timer.
Efter 167 kilometer var han nået op på toppen af det største bjerg. Der begyndte han at turde tro på, at han nok skulle nå det.
- Jeg tænker, de sidste 80 kilometer nok skal gå, for der var 16 timer til det.
Jeg tror, det bare er en drøm, der ligger i de fleste ultraløbere, at man må ned at prøve det her løb.
Rasmus Rasmussen
På nedstigningen blev han dog ramt af udfordringer på grund af det løse underlag.
- Det var så stejlt, så jeg gled lidt rundt og gik næsten hele vejen ned, og så var jeg uheldig at vride om. Det startede et lille indgreb på mit skinneben, så det kom jeg til at døje med de sidste 80 kilometer. Men jeg fik Voltaren og forbinding på, så det gjorde, at jeg kunne løbe hele vejen.
Det hele værd efter krydsningen af målstregen
Og efter præcis 32 timer og 21 minutter kunne han krydse målstregen i Sparta. Cirka 3,5 time før tidsgrænsen på 36 timer.
- Det var helt fantastisk. Man bliver mødt af en masse børn, der følger en på vej og politimotorcykler, der løber først. Alle hujer og hejer, og man føler sig som den, der har vundet løbet, siger han og fortsætter:
- Det var lidt uvirkeligt, om det virkelig kan passe, at det er sket. Det er første gang, jeg har løbet så langt, så det var en prøvelse.
Selvom det var hårdt undervejs, har han ikke fortrudt, han deltog i løbet.
- Man kan godt fortryde det, når man går derude om natten. Det var helt ned til 3-4 grader, så det var godt med tøj på, når man skulle op ad bjergene. Jeg var forberedt til fingerspidserne og havde tømt hele klædeskabet.
Støtte fra familie og løbekammerat
Han skulle heldigvis ikke alene afsted til løbet i Grækenland. Med sig havde han en løbekammerat, der kørte i en bil ved siden af og fungerede som supporter.
Derudover har konen, svigerinden og datteren kørt med som heppere i en anden bil.
- Det var fantastisk at have sin familie med med kone og sådan en lille pige, der bare står der og gerne vil kramme en. Så var vi sikre på, den var gået hjem. Det får lige en ekstra tand, at man oplever det med sin familie, og de kan snakke med om det.
På grund af den lange skadespause har han endnu ikke haft lyst til at tilmelde sig nye løb. Han har dog tilmeldt sig Vasaløbet for ultraløbere i Sverige næste år, strækker sig over 90 kilometer.
Og så kan der jo altid dukke nye løb op.
- Jeg har også hørt en lille fugl synge om, at nogle laver et 48 timers løb hen over julen. Jeg kan nok godt nøjes med det halve, slutter han.