Privat tilbud til unge med problemer
Til efteråret åbner et nyt tilbud i Aalborg til børn og unge med psykiske problemer. Det er en privat organisation, der står bag.
Til efteråret får Aalborg et nyt tilbud til unge med psykiske problemer.
Mange unge ved ikke, hvor de skal gå hen, hvis de tumler med private problemer og ondt i psyken. En undersøgelse fra You Gov viser, at seks ud af ti af de 15-25-årige ikke ved, hvor de skal søge hjælp.
Et nyt privat initiativ vil give de unge et sted at komme med deres problemer. Initiativet Headspace åbner 1. september 6 centre i Danmark, blandt andet et i Aalborg.
Her sidder socialrådgivere, psykologer samt pædagog- og psykologistuderende klar til at rådgive de unge, som går og tumler med problemer, men som ikke har en kronisk lidelse eller diagnose.
- Vi lever i et velfærdssamfund, hvor der er mange tilbud, men vi vil gerne sætte fokus på, at det civile samfund også skal spille en rolle i forhold til at hjælpe de unge, der går og tumler med forskellige ting, siger Betinna Post, som bliver direktør for Headspace.
- Vi vil gerne være emd til at sørge for, at der ikke er så mange af de unge, der melder sig syge i starten af arbejde eller uddannelse, fordi de ikke kan overskue det rent psyksk, siger Bettina Post.
Bag Headspace står Det Sociale Netværk og initiativet støttes af Velux Fonden og Det Obelske Familiefond samt de involverede kommuner.
Det Sociale Netværk ønsker med initiativet at udfylde et hul i de offentlige tilbud, og det er meget normalt, at private organisationer indtager den rolle.
- Det er en del af den danske tradition på det sociale område, at private initiativer i samarbejde med myndighederne løser de forskellige opgaver. Det ser man også på institutionsområdet, hvor en stor del af døgninstitutionerne er private, siger professor i socialt arbejde ved Aalborg Universitet, Inge Bryderup.
Hun mener samtidig at Headspace kan være med til at samle nogle unge op, inden deres problemer udvikler sig.
- Al forskning peger på, at det er vigtigt at sætte ind så tidligt som muligt for at give de unge de bedste forudsætninger fremadrettet, siger Inge Bryderup.
Aalborg Kommune støtter med 350.000 kroner om året i de to år, projektet foreløbig varer. Desuden stiller kommunen lokaler til rådighed samt samarbejder om unge, som kræver mere hjælp end Headspace kan tilbyde.