Primera Air går konkurs – alle flyvninger indstillet fra tirsdag
Foto: Rene Schutze / Ritzau Scanpix
Primera Air har flere ugentlige flyvninger fra Aalborg Lufthavn.
Primera Air oplyser på sin hjemmeside, at flyselskabet erklærer sig konkurs.
Flyselskabet Primera Air indstiller al aktivitet fra tirsdag, hvor de erklærer sig konkurs. Det skriver selskabet på sin hjemmeside og Facebook-side.
”Det er en enorm skuffelse efter det utroligt hårde arbejde og dedikation, der er lagt i opbygningen af flyselskabet,” lyder det blandt andet på Facebook.
I meddelelsen lyder det, at Primera Air har haft økonomiske problemer på grund af adskillige uforudsete, uheldige omstændigheder, og at man har arbejdet hårdt for at sikre en langtidsholdbar løsning for finansiering af selskabet. Det er dog ikke lykkedes at nå til enighed med banken om en overgangsordning - og derfor går Primera Air konkurs.
Også flyvninger fra Aalborg Lufthavn vil blive påvirket. Mandag aften arbejder lufthavnens medarbejdere på højtryk for at få et overblik over situationen, oplyser Rikke Mølgaard, der er salgs- og marketingdirektør ved Aalborg Lufthavn.
- Vi mangler lige nu endelig at få bekræftet, hvordan det kommer til at påvirke trafikken ud af Aalborg Lufthavn, siger Rikke Mølgaard.
I denne uge har Primera Air flyvninger fra Aalborg til blandt andet Athen, Kreta, Mallorca og Malaga.
Har man billet til flyvningerne, er det rejseudbyderen, man skal rette henvendelse til – og ikke Aalborg Lufthavn.
Det er primært Bravo Tours, der arrangerer rejser med Primera Air.
TV2 Nord følger sagen og opdaterer så snart, der er nyt.