Preben Kristensen indtager Aalborg Teater
Skuespiller Preben Kristensen får sin debut på Aalborg Teater, når han spiller titelrollen i Ludvig Holbergs "Don Ranudo".
Sæt pris på de vigtigste ting i livet og drop fisefornemheden. Det er pointen i Aalborg Teaters nye forestilling "Don Ranudo" med Preben Kristensen i spidsen for første gang på Aalborg Teater.
"Don Ranudo" er skrevet af Ludvig Holberg og handler om Don Ranudo og hans hustro, Donna Olympia, der er sidste led i en af de fornemste adelige slægte i Spanien. Selv har de intet udrettet, pengene er brugt, og nu tygger de drøv på den sidste flig af fornemhed.
Familien vil ikke lade deres egen datter gifte sig af kærlighed, men mener i stedet, at hun skal holde fast i sin høje stand. Fint slægtskab er i "Don Ranudo" altafgørende og langt vigtigere end at have penge til det daglige brød.
Ifølge Preben Kristensen, som spiller Don Ranudo, er det en noget trist livsfilosofi:
- Moralen i stykket er, at vi ikke skal holde fast i traditioner, bare for at holde fast i dem, for det kunne jo godt være, at de kunne flytte sig lidt. Og så at sætte pris på de vigtigste ting her i livet, siger han.
Stykket handler om ikke at tage del i livet, ikke vide hvem man er og om ikke at finde livets glæder. Stykket er fra 1722, men historiens morale kan i den grad overføres på 2011:
- Don Ranudo og Donna Olympia føler sig på grund af deres forhistorie og adelighed løftet over resten af samfundet, og så er de for fine og fornemme til at møde liv og glade dage, fortæller instruktør Geir Sveaass og fortsætter:
- Vi kan bruge det til at grine lidt af os selv. Alle har prøvet at føle sig intimideret af nogen, som synes de er nogen. Det bliver en lille påmindelse til os selv om, at vi ikke er bedre end andre, siger han.
Vi kender alle til det "at føle sig hævet over andre" i mere eller mindre forstand. De fleste forstiller sig nok, at fisefornemheden stiger med pengesummens størrelse.
Preben Kristensen har et sommerhus i Næstved, men selv har han aldrig taget sig i at føle sig lidt "fisefornem":
- Det kan godt være, at jeg har kommet til at virke fisefornem på andre, men det har bestemt ikke været bevidst, siger han.
Han mener imidlertid, at alle har en stolthed, men det betyder ikke, at man ser ned på andre:
- Jeg er for eksempel meget stolt af at være ærke jyde, men derfor behøver jeg jo ikke at se ned på københavnere. De har jo også en plads, siger han og griner.
OPFORDRING: Ser man stykket garanterer Geir Sveaass for, at man bliver glad. Selv ser han stykket som en skjult skat i Holbergs tekst og referer desuden til de gode skuespillere med Preben Kristensen i spidsen.
Don Ranudo har premiere på Aalborg Teater den 4. maj klokken 19.30.