Pral bare overfor chefen
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
Der er ingen grund til at holde sig tilbage fra en solid gang pral overfor chefen, hvis bossen ikke selv har opdaget, at du er kontorets eller byggepladsens Superman.
Langt de fleste danske lønmodtagere mener nemlig, at det er i orden at skilte med sine successer på jobbet, viser en ny undersøgelse foretaget af Interresearch for Business Danmark, der er sælgernes fagforbund. Det skriver Avisen.dk.
- Vi går i øjeblikket fra en lønmodtagerkultur til en mere entreprenant arbejdsmentalitet, hvor det er okay at prale, siger Jens Neustrup Simonsen, der er formand for Business Danmark.
Men selv om 95 procent af de arbejdende danskere ifølge undersøgelsen mener, at det er okay at prale, er det kun omtrent hver femte, der sørger for at fremhæve sig selv jævnligt.
Ifølge direktør Christian Kurt Nielsen fra rekrutteringsfirmaet Mercuri Urval risikerer det at koste på lønchecken og karrierestigen, hvis man er for sløv til at synliggøre sin jobsucces.
- Den gode chef ser selvfølgelig den værdi, medarbejderne skaber. Men lad os være ærlige og sige, at ikke alle chefer formår at holde lige godt øje med alle medarbejdere, siger han.
Traditionelt er det meget 'udansk' at prale på jobbet. Undersøgelsen tyder dog også på, at de ældre på arbejdsmarkedet er mere skeptiske over for pral end deres yngre kolleger.
- De ældre har været vant til en arbejdskultur, hvor det var et kollektivt projekt at sikre, at den faglige kvalitet var i højsædet. Så de har svært ved at sluge, at individer fremhæver sig selv, forklarer arbejdspsykolog Einar Baldvin Baldursson fra Aalborg Universitet.
Der er dog ingen vej udenom, vurderer han. Janteloven er definitivt på vej på museum.
- Vi er alle sammen blevet amerikanere, konkluderer Einar Baldvin Baldursson.
Arbejdspsykolog Einar Baldvin Baldursson fra Aalborg Universitet, mener, at 'X-factor'-kulturen har bidt sig fast i det danske arbejdsmarked. Det betyder dog ikke, at enhver tosse skal stille sig op og synge falsk på arbejdet.
- Det er vigtigt, at man iscenesætter sig selv på en begavet måde. Men det er noget, vi skal vænne os til og blive skarpere til, siger Jens Neustrup Simonsen fra Business Danmark.