Præstemangel: Kirke får ingen ansøgere til præstestilling
Foto: Lisbet Christensen / TV2 Nord
Menighedsrådsformand Christian Mollerup Schmidt og sognepræst Christian Roar Pedersen beder en bøn til at der kommer en ny præst til Hals og Hou kirker.
Flere nordjyske kirker har svært ved at besætte ledige præstestillinger. Når kirkerne slår en præstestilling op, så kommer der kun få eller slet ingen ansøgninger.
Han er ikke optimist. Menighedsrådformanden for Hou Kirke, Christian Mollerup Schmidt, synes det er op ad bakke at finde en ny præst til Hals og Hou kirker. Halvtidsstillingen som præst i Hals og Hou har været ledig i et år, og kan nu søges igen. Stillingen har været slået op en gang tidligere, og dengang var der ikke nogen ansøgere.
- Det er jeg rigtig ked af. Vi vil jo gerne have en god præstedækning. Det er jo med til at få liv i sognet, siger Christian Mollerup Schmidt.
Stillingen i Hals og Hou har været ledig i et år. I den tid har Christian Roar Pedersen været den eneste faste præst i de to kirker.
- Jeg savner en kollega rigtig rigtig meget. Vi har jo haft en vikar, som har gjort det rigtig godt, men der er forskel på at være vikar og så være fastansat. Det der med at have det lange perspektiv med, og tænke på udviklingen af sognet, der mangler jeg noget sparring. Jeg mangler en kollega, der kan tænke med, og selv sætte nye initiativer i gang, siger sognepræst Christian Roar Pedersen.
Situationen, som den er nu, er helt uholdbar. Det går kun en vej, og det er den gale vej. Det bliver ikke bedre. Når man kigger i krystalkuglen, så forsvinder der flere og flere præster, og der kommer færre og færre. Minusset bliver kun større. Et eller andet må de gerne se at få tænkt over inde på Christiansborg.
Christian Mollerup Schmidt, Menighedsrådsformand, Hou Kirke
Seks ledige præstestillinger i Nordjylland
Lige nu er der seks ledige præstestillinger i Nordjylland, men det ser ud til at blive værre. En rapport fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter anslår, at der på landsplan vil mangle 440 præster om ti år. Flere ældre præster går snart på pension, og flere unge teologistuderende søger andre veje end præstegerningen.
- Situationen, som den er nu, er helt uholdbar. Det går kun en vej, og det er den gale vej. Det bliver ikke bedre. Når man kigger i krystalkuglen, så forsvinder der flere og flere præster, og der kommer færre og færre. Minusset bliver kun større. Et eller andet må de gerne se at få tænkt over inde på Christiansborg, siger menighedsrådsformand Christian Mollerup Schmidt.
For at løse præstemanglen her og nu har biskoppen ved Aalborg Stift, Henning Toft Bro, indkaldt reserven. Pensionerede præster, hvor nogen er op mod 80 år gamle, er hyret ind som vikarer.
- Det er ikke holdbart. Det er også derfor, at vi skal have fundet nogle her og nu løsninger, så vi er sikre på, at alle får de præstebetjening, de skal have. Præsterne gør et kæmpe stort stykke arbejde, og det skal vi værne om, siger Henning Toft Bro.
Kirkeudvalget vendte tomlen ned
Der findes en såkaldt ”paragraf 2-ordning” hvor folk, der har arbejdet i eller med Folkekirken, kan bliver omskolet til præster. Den er tænkt som en undtagelse, og i øjeblikket er det kun enkelte hvert år, der bliver præster under den ordning. Den tidligere kirkeminister Mette Bock (LA) nedsatte et udvalg bestående af biskopper, menighedsråd og præster, der skulle komme med anbefalinger til, hvordan man afhjælper præstemangel. Biskop Henning Toft Bro sad med i det udvalg. Udvalget anbefalede, at man oven i ”Paragraf 2-ordningen” laver en ny midlertidig ordning, hvor akademikere kan læse teologi i to et halvt år, og blive præster på den måde, men den ide skød politikerne i folketingets kirkeudvalg ned.
- Jeg synes, at det var en utidig indblanding i kirkens indre anliggender, når vi i kirken alle var enige om, at det var den vej, vi skulle gå. Det forstod jeg ikke, og jeg forstår det stadig ikke. Jeg synes, at det var så urimeligt, siger Henning Toft Bro.
I Hou og Hals er ansøgningsfristen til halvtidsstilligen som præst ved at løbe ud.
- Jeg er ikke vildt optimist i forhold til det. Der er ikke nogen, der har hørt på stillingen. Jeg kan sagtens forudse, at vi kommer til at klare os med vikarer de næste fem til ti år med den præstesituation, vi er i. Jeg håber, at politikerne og biskopperne, de gør noget for at lave en løsning på det her. For det bliver ikke ved med at gå, siger Christian Roar Pedersen.