Populært at prøve en videregående uddannelse i Nordjylland
Foto: Aalborg Universitet
Igen i år strømmer unge til de videregående uddannelsesinstitutioner i Nordjylland for at prøve en uddannelse på egen krop.
Studiepraktik foregår i hele landet d. 24.-26. oktober og giver afgangselever på de gymnasiale uddannelser og unge, der holder sabbatår, mulighed for i to til tre dage at teste en videregående uddannelse. I løbet af praktikken kan de opleve uddannelsesstedet, møde vejledere, studerende og undervisere.
Fakta om studiepraktik i Nordjylland
- Antallet af studiepraktikanter på landsplan er i år 11.636.
- 2.533 skal i Studiepraktik i Nordjylland. Stort set samme antal som sidste år (2.592).
- Ud af de omkring 2.500 studiepraktikanter på de nordjyske uddannelsesinstitutioner kommer 1.311 fra Nordjylland.
- Der er 551 nordjyder der skal i Studiepraktik uden for regionen sammenlignet med 649 i 2017.
- Nordjyderne er fortsat dem, der i højest omfang benytter sig af Studiepraktik, når man sammenligner med regionens befolkningstal.
Konceptet hedder Studiepraktik, og i alt skal 2.533 på besøg på AAU, UCN, Martec og EA Dania i uge 43.
Årets deltagerantal i Nordjylland er stort set på højde med sidste år, der bød på en markant fremgang i forhold til 2016. På Studievalg Danmarks center i Nordjylland glæder man sig over, at så mange unge mennesker vælger at benytte sig af det særlige tilbud.
- Mange unge er stadig i tvivl om deres uddannelsesvalg den dag, de søger ind på en videregående uddannelse. Hos Studievalg oplever vi, at Studiepraktik har en afmystificerende effekt, som for mange resulterer i, at de bliver mere afklarede. Det kan betyde, at de bliver bekræftet i, at de skal søge ind på den uddannelse, de har været i Studiepraktik på, eller at de skal i gang med at finde en anden uddannelse, forklarer Line Madsen Skorstengaard, studie- og karrierevejleder, Studievalg Danmark, Center Nordjylland.
Flest besøgende får Aalborg Universitet med 2.013 studiepraktikanter i Aalborg, Professionshøjskolen UCN får besøg af 462 i Aalborg, Hjørring og Thisted, EA Dania i Hobro modtager 37, mens Martec i Frederikshavn kan byde velkommen til 19.
Mange kommer udefra
Uddannelsesinstitutionerne i Nordjylland er meget populære både hos regionens egne unge og hos besøgende udefra. Ud af de omkring 2.500 studiepraktikanter kommer næsten halvdelen fra andre regioner end den nordjyske.
- I Nordjylland har vi brug for de unges viden og kompetencer. Derfor er det positivt, at de unge er så interesserede i at lære mere om, hvad det vil sige at tage en videregående uddannelse, siger Ole Stavad, formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Nordjylland.
Det er især Aalborg, der trækker mange unge til fra andre regioner. Ud over selve praktikken kan de komme på byvandring og f.eks. komme inden for hos nogle nuværende studerende og se, hvordan man kan bo i Nordjyllands største by.
Region Nordjylland støtter i år Studiepraktik med 700.000 kroner, som blandt andet går til markedsføring og bustransport. En del af pengene går også til en ny undersøgelse, som skal se nærmere på, om de unge, der deltager i Studiepraktik, rent faktisk bliver mere afklarede i deres uddannelsesvalg.