Politisk storm om Farsø Sygehus
Urigtige oplysninger skaber debat om lukningen af sygehusets genoptræningsafdeling.
Da regionsrådet i maj i år indgik sygehus-forliget, var der dystre miner hos Støtteforeningen for Farsø Sygehus. En af forligets konsekvenser blev, at genoptræningscentret på sygehuset skal flyttes til Hobro.
Men flytningen sker ikke uden sværdslag: i en pressemeddelelse i dag retter foreningen skytset mod regionsdirektør Per Okkels. Direktøren har i august oplyst til regionens politikere, at stort set samtlige ansatte i Farsø er parate til at flytte med genoptrænings-afdelingen til Hobro.
Og det er direkte usandt, siger foreningen.
- Jamen det fremstår som om, at personalet synes, det er den rigtige beslutning, og det er langt fra tilfældet, siger Kirsten Moesgaard, formanden for støtteforeningen.
Faktisk har hele 16 ud af 17 medarbejdere på genoptræningscentret meldt klart nej til at flytte med til Hobro.
Per Okkels siger til TV2Nord, at han troede, at oplysningerne var rigtige, da han underrettede politikerne. Okkels understreger, at oplysningen er blevet korrigeret overfor alle parter, og at personalets ønsker er blevet tilgodeset.
Men Kirsten Moesgaard mener, sagen bør få større konsekvenser, og at regionen bør undersøge sagen nærmere.
Farsø Sygehus blev i 2006 kåret som landets bedste, og ifølge Kirsten Moesgaard er faciliteterne langt bedre i Farsø end i Hobro, derfor er der ingen grund til at flytte afdelingen.
- Hvorfor begynde at ofre 10-20 millioner kroner i Hobro, som man ved, helt sikkert skal nedlægges, siger hun.
Parterne er stadig langt fra hinanden - og urigtige oplysninger gør ikke sagen bedre. Regionsrådsmedlem Niels Kirketerp (V) mener dog, at slaget er slået.
- Det her får overhovedet ingen betydning for Farsø Sygehus. Beslutningen omkring Farsø er truffet for længst, så det her har ingen indflydelse på det.