Politisk glæde over havvindmølleparker
En af seks danske havvindmølleparker skal ligge ud for Sæby.
Efter en høringsrunde er det nu vedtaget, hvor de seks vindmølleparker ud for Danmarks kyster skal ligge. Havene ud for Nørre Vorup og Sæby er med, imens Jammerbugten går fri, og det glæder lokalpolitikerne.
Efter en høringsrunde har det vist sig, at der er kommunal opbakning til planerne om at etablere havvindmølleparker seks steder i Danmark. Områderne er Bornholm, Smålandsfarvandet, Sejerø Bugt, Sæby, Vesterhav Nord og Vesterhav Syd.
Frederikshavn Kommune har altså nikket ja til planerne om at etablere en vindmøllepark ved Sæby.
- Byrådet har set positivt på, at vi får havvindmøller her. Det er noget vi er vant til at snakke om, og vi vil rigtig gerne den industri, siger John Christensen (V), der er formand for Plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune.
Viceborgmester Peter E. Nielsen (K) er enig.
- Vi vil jo gerne være en miljørigtig kommune, og vindmøllerne er jo helt i tråd med den plan, som vi har lagt for Frederikshavn Kommune, siger Peter E. Nielsen (K).
Det bliver formentligt 3 megawatts vindmøller med en højde på 150 meter, som bliver sat op ud for Sæby. Lige nu er planen, at de skal placeres 4-7 kilometer ude i havet, og skal stå færdige i 2020.
Frederikshavn Kommune ved endnu ikke, hvor mange havvindmøller, der kommer, men gætter på cirka 30.
- Jeg ser især en rigtig god mulighed på erhvervsområdet til hele havneindustrien. Der må være nogle arbejdspladser i det her - også for Frederikshavn, siger udvalgsformand John Christensen (V).
En anden nordjysk kommune er lige så tilfreds med at blive valgt fra, som Frederikshavn er med at blive valgt til. Jammerbugt Kommune var nemlig også på listen over mulige placeringer for havvindmøllerne, men efter høringsrunden, er den nu droppet.
- Jeg var glad, da jeg fik mailen fra ministeren, der sagde, at vi ikke var udpeget som område, og jeg synes, at det er tilfredsstillende, at ministeren har lyttet til Jammerbugts argumenter, siger borgmester Mogens Gade (V) fra Jammerbugt Kommune.
De seks steder i Danmark, hvor vindmølleparkerne bliver etableret, forventes at produceres strøm til i alt 500.000 husstande.