Politisk analytiker om afgørende gruppemøde: - Meget peger på rigsretssag mod Støjberg
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Venstres folketingsgruppe skal torsdag tage stilling til, om Inger Støjberg skal stilles for en rigsret, og ifølge TV2 Nords politiske analytiker er det overvejende sandsynligt, at det ender med en rigsretssag.
Skal Inger Støjberg stilles for en rigsret for udmeldingen om at adskille alle par på asylcentre, hvor den ene af parterne endnu ikke var fyldt 18 år? Det spørgsmål skal Venstres folketingsmedlemmer torsdag tage stilling til.
Alle Folketingets medlemmer har haft lejlighed til at gennemgå Instrukskommissionens rapport om en pressemeddelelse fra 2016, hvori daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) lod forstå, at alle par på asylcentre skulle adskilles, såfremt den ene af parterne var under 18 år. Denne instruks var klart ulovlig, konkluderede kommissionen.
Det er Folketinget, der i hver enkelt sag afgør, hvilke følger noget sådant skal have. Nogle gange ender det med en næse, enkelte gange med en rigsret. Seks af Folketingets partier har meldt ud, at de støtter en rigsretssag mod Inger Støjberg.
Splitter nordjyske folketingsmedlemmer
Torsdag skal Venstres folketingsmedlemmer - herunder de fem, der er valgt i Nordjylland - tage stilling til, hvilket efterspil de mener, sagen skal have. Ifølge TV2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev deler Støjberg-sagen vandene i partiet.
- Forventningen er, at Venstres folketingsmedlemmer bliver frit stillet, så den enkelte kan stemme efter sin egen overbevisning. Hvis det bliver tilfældet, så er der meget, der tyder på, at partiets fem nordjyske folketingsmedlemmer ikke vil gå samme vej. Nogle vil sige ja og andre vil sige nej til en rigsretssag, siger Søren Wormslev.
De fem nordjysk valgte Venstre-medlemmer af Folketinget er:
- Preben Bang Henriksen
- Karsten Lauritzen
- Marie Bjerre
- Torsten Schack Pedersen
- Anne Honoré Østergaard
- Meget peger mod rigsretssag
Inger Støjberg er valgt i Vestjyllands Storkreds, men bor i Hadsund. Hun måtte kort før nytår trække sig som næstformand i Venstre efter ønske fra partiets formand Jakob Ellemann-Jensen, og torsdag får hun svaret på, hvilke af partifællerne på Christiansborg, der mener, at hun bør stilles for en rigsret. Noget, der sidst overgik et folketingsmedlem for 28 år siden.
- Der er meget, der peger imod, at det bliver til en rigsretssag mod Inger Støjberg. De afgørende meldinger, og de afgørende meldinger fra de partier, der ikke har meldt noget ud endnu, får vi formentlig i løbet af torsdagen, siger Søren Wormslev.